Slå hårdere ned på trafiksyndere

LOVOVERTRÆDELSER:Da VK tiltrådte, var der store løfter om, at nu skulle lov og orden over- og opretholdes. Store tiltag ville blive gjort for at opnå dette, og igen og igen så vi justitsministeren tale om regeringens mål. Ét sted har der vist været tale om en gevaldig teatertorden, lov og orden i trafikken. Dagligt kan opleves, hvordan pæne og sædvanligvis ordentlige mennesker tilsyneladende forvandles til farve- og talblinde, hjernedøde trafikmonstre, når de sætter sig ind i sine biler, tænder en cigaret, snupper mobilen og ringer til arbejdspladsen, at nu er de på vej, mens de kører hen ad villavejene i bilerne. I lysreguleringerne holder de kun for rødt , fordi de ikke kan komme til at køre udenom den, der holder foran, og er der ikke nogen foran, fortsætter de hellere ud i krydset, hvor de blokerer for den tværgående trafik frermfor at vente som den første ved det røde lys. Alt imens de holder der og spærrer for videre trafikafvikling, modtager de gladeligt folkets hyldest, selv om der kun vinkes med den midterste finger strittende op i luften. I særlige lystige stunder kan de istemme med et ret potent flertonehorn og lade, som om det er den idiot, som holder foran, der er skyld i trafikstoppet. Den samme bilist skrår hellere over gaden fremfor at benytte den fodgængerovergang 15 meter længere henne. Skal de til bageren eller renseriet på vej til eller fra arbejde parkerer de dræberdyret lige under de "parkering forbudt"-skilte, som myndighederne har været så flinke at opstille, så andre bilister lettere får øje på deres bil og dermed ikke påkører den. Det er, som om det allerbedste sted er de steder med stopforbud. På motorvejen drøner de derud ad med 150km/t, fuldt optaget af at rode med den kop kaffe og det stykke wienerbrød, de købte på den sidste tank, alt mens de snakker i mobiltelefon og bander over den irriterende lastbilchauffør, som lige smed et kaffefilter ud af vinduet, fordi han skulle brygge en ny kande kaffe, mens han læser avisen og taler i sin walkie-talkie med kollegaer om, hvor den næste politirazzia ligger på lur. Andre bilister, som prøver at køre forbi en anden personvogn med anhænger, mens de prøver at overholde de gældende hastighedsgrænser, opfattes som idiotiske motorvejsnovicer, der bare sinker trafikken. De kan lige få alle de ekstra monterede fjernprojektører lige ind i spejlet, så skal de nok humme sig, og hjælper det ikke, kan der altid skrues op for kampvognens lydanlæg, som ville gøre Aalborg Kongres & Kultur Center misundelige. Mon ikke de så får lettet en vis legemsdel ind til højre, så de rigtige bilister kan komme frem? Er der øvrige hindringer på motorvejen, som medfører lokal ændring af højeste tilladte hastighed, gælder det bestemt ikke for disse bilister. Nej da, på en tosporet motorvej er der jo altid en tredie mulighed, så hva'?! Dette er kun en del af de lovovertrædelser, som dagligt kan ses i trafikken, og det virker ikke, som om justitsministeren har i sinde at gøre en indsats på dette livsfarlige område. Lad os nu få de hjernedøde kampvognsfører ud af trafikken og ind med hensynsfuldhed, venlighed og ikke mindst lovlighed. Mange mister livet eller førligheden i trafikken, og man kan få den tanke, at mange bilister har så stort behov for vidner til deres liv, at de hele tiden må tale med nogen, selv om de kører alene i bilen. Måske får de et vidne til deres sidste overhaling?