Slå ideen ud af hovedet

STADIONKONCERTER:Det er interessant at notere sig de etablerede lokalpolitikere og mulige kandidater, der her i agurketiden har travlt med selvpromoveringen og nu igen taler for koncerter på Aalborg Stadion. Disse er tilsyneladende fuldstændig ligeglade med de demokratiske aftaler, der blev lavet med naboerne i Vestbyen. Aftalen var ganske enkel: Hvis fodboldens stadion fik lov at udbygge tribuner og restauranter, så var det ikke fordi der samtidig skulle etableres et udendørs musikalsk spillested. Tag nu demokratiet alvorligt og slå den ide ud af hovedet! Der er jo heller ingen grund til at risikere mere end højest nødvendigt. Det er vist ikke lige let at fylde Aalborg Stadion med publikummer. Uanset om det er fodbold eller rock. Hvad nu hvis det bliver regnvejr? Og en koncert regner væk og giver et drønende underskud? Skal det så være med kommunal underskudsgaranti? Fremsynede ansvarlige initiativtagere i Aalborg er da heldigvis kommet videre og fået øjnene op for en anden nærliggende overdækket mulighed: Gigantium. Bob Dylan kan finde vejen. Det kan alle vi andre sikkert også.