Slået og sparket i arbejdstiden

Ifølge Danmarks Statistik stiger og stiger anmeldelserne om vold mod offentligt ansatte i Nordjylland. Blandt andre socialpædagog Fadia Bek har oplevet vold på egen krop - læs hendes historie her.

Fadia Bek har oplevet vold på egen krop i sit job som socialpædagog. Foto: Niels Meredin

Fadia Bek har oplevet vold på egen krop i sit job som socialpædagog. Foto: Niels Meredin

Slået bevidstløs. Ikke bare et skub, ikke bare hårde skældsord, men slag så hårdt, at hun blev helt bevidstløs. Det er det værste, som Fadia Bek har oplevet i sin tid som socialpædagog: - Det ligger flere år tilbage, men jeg husker det stadig. En psykisk syg overfusede hende på arbejdspladsen. Så voldsomt, at hun meldte sig syg i tre uger. Vold er et vilkår Den dag var hverken første eller sidste gang, Fadia Bek oplevede vold i sin arbejdstid. Den 48-årige socialpædagog fra Aalborg-området, der er ansat ved den offentlige institution Bøgen i Vodskov, har flere gange fået spark og slag. Hårde genstande og kraftfulde ord er fløjet gennem luften i forsøg på at ramme hende fysisk og psykisk. - Sådan er det at arbejde med psykisk syge. Hvis deres trygge rammer bliver brudt, så kan det blive farligt. Vold er et vilkår, understreger hun. Tærer på kræfterne Derfor går der ikke en dag uden, at Fadia Bek tænker over risikoen. Hun er ikke bange, men blot evigt på vagt og professionel, så beboernes rammer forbliver, og de dermed ikke bliver voldelige. - Du skal være vågen, når du arbejder med psykisk syge. Det er uden tvivl hårdt, og jeg bruger meget energi på det, siger hun. Når Fadia Bek kommer hjem, er hun træt, har brug for at tale ud om problemerne og hive stikket ud. Hjælp klar Til det har hun ikke bare sin egen familie, men hele arbejdspladsen. Psykologer står klar, hvis uheldet er ude, og i det daglige er masser af kollegial respons tilgængelig. - Det hjælper uden tvivl. Vi gør meget for at hjælpe hinanden og samtidig forebygge, at det går galt, siger hun. Dog har Fadia Bek set kollegaer gå ned med flaget, selvom de fik hjælp. Flere gode dage end dårlige Selv har Fadia Bek også dårlige dage, hvor arbejdet ikke er sjovt. Men det er ikke dem, der er flest af: - Når andre hører om det, tænker de sikkert: hvorfor gider hun blive ved? Men det gør jeg. Jeg holder meget af beboerne og mit arbejde. Fadia Beks stemmeføring er sikker. Selvom hun har været bevidstløs på grund af vold, stopper hun ikke med at arbejde.