Motionsidræt

Slår et slag for senior-idrætten

Astrup Seniorrøre er ikke bare i god form - flere af dem har også lattermuskler af stål

ASTRUP:For knap ti år siden gik en mindre forsamling ældre rundt og kylede med kugler foran Astrup Skole på en petanquebane, men når vinter-halvåret kiggede forbi, måtte man i stedet for kuglerne nøjes med at væbne sig med tålmodighed, indtil foråret tittede frem igen. Det var indtil en kreds fandt ud af, at man da ligeså godt kunne samles indendøre om vinteren og dyrke forskellige former for aktivt samvær. Det blev begyndelse på Seniorrøre i Astrup, der har vist sig særdeles levedygtig. - I starten havde vi kun et bob-spil, husker Bente Muhlig, der i sin tid var med til at sætte fut i de lokale seniorer. Det er efterfølgende blevet til en bred vifte af tilbud, der tæller seniordans, gymnastik, motion, petanque og stavgang i lokalsamfundet. - Sammenlagt er vi vel 30 - 40 personer, siger Niels Marquardsen, der også er aktiv i Astrups seniorrøre. - Men vi vil jo gerne have, at endnu flere kommer med i fællesskabet og den livsglæde, som det giver, når man dyrker motion sammen, indskyder Bente Muhlig Derfor har Seniorrøre meldt sig til det den landsdækkende kampagne Gang I Ældre, som er arrangeret i fællesskab af Kulturministeriet, Socialministeriet, DGI, DIF og DFIF. I Uge 17 vil foreninger landet over slå et slag for senior-motionen, og i Astrup kommer det til at foregå tirsdag eftermiddag 26. april i Astrup-Sønderskov Hallen. Borgmester Søren Risager åbner for arrangementet, hvor man både kan vælge at deltage eller bare se på, når følgende aktiviteter bliver demonstreret: Opvarmning, tæppecurling, indendørs petanque, skumtennis, bordtennis, bob, dart og badminton. Efter en kaffepause vil der være petanque og kroket udendørs, hvis vejret ellers tillader det. - Jeg gætter på, at hele styrken fra Seniorrøre kommer, men vi håber selvfølgelig også, at mange andre vil dukke op, siger Niels Marquardsen. - Og det er jo ikke bare motionen. Halvdelen af det er jo det hyggelige samvær. En dag mødes vi måske bare for at pudse pokalerne i klubhuset, og så er det lattermusklerne, vi rører i stedet, tilføjer han. Kampagnen Gang i Ældre har i øvrigt støttet Seniorrøre med 2300 kroner, så der vanker sikkert en god kop kaffe, hvis man kigger forbi.