Slæber for havmiljøet

Tre slæbebåde i arbejde ved en større ship-to-ship-operation ud for Frederikshavn

Forurening 4. januar 2003 07:00

FREDERIKSHAVN: Det er om ikke snart en hverdagsbegivenhed, så dog efterhånden en udtalt trafik, at mindre tankskibe fra Østersøen lastet med russisk olie, skal have de dyre dråber ladet om til et større skib, når de indre danske farvande er passeret. Hele tre af Svitzers større slæbebåde, Sigyn, Sleipner og Vølund, er kaldt til assistance i den aktuelle STS-operation (ship-to-ship), hvor seks mindre tankskibe er involveret i omladning af hver deres last til det større tankskib. Stabsvagten hos Søværnets Operative Kommando (SOK) oplyser, at operationen blev anmeldt før jul, og at den af hensyn til havmiljøet overvåges nøje. Moderskibet, der skal have lastet olien fra de mindre skibe, er den iranske VLCC'er Iran Noor på knap 300.000 ton. Omladningen vil ske øst for Frederikshavn på en position 57°29 minutter Nord, 10°48 minutter Øst. I landkrabbesprog cirka 10 kilometer øst for Hirtsholmene, hvilket i klart vejr skulle gøre det muligt fra land at se det store tankskib. At der er koblet slæbebåde på manøvren til havs med at få de mindre skibe ind på siden af det store uden risiko for kollision, er en klog forsikringsmæssig disposition, men ikke et krav fra de danske sømyndigheder, oplyser SOK. På grund af vanddybden i de indre danske farvande kan der kun passere skibe i størrelsesordenen 50.000-100.000 ton afhængig af dybgang og last.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...