Slædehunde løber om kap i Rold Skov

Der har adskillige gange tidligere været afviklet slædehundeløb i Stendalen ved Rebild. Her er Jan Erik Bauer i aktion med nogle af familiens slædehunde. ARKIVFOTO: Per kolind
ROLD:Rold Skov i området omkring Stendalen ved Rebild vil i weekenden komme til at genlyde af hundeglam, når lokalafdelingen af Dansk Sibirian Husky Klub afvikler cupløb. 33 hundeslæder er tilmeldt løbet, hvor der konkurreres i tre voksenklasser samt tre særskilte klasser for børn. Løbsstrækningerne gennem skoven varierer med længder fra 9,3 kilometer for A-klassen til 2,5 kilometer for de mindste deltagere blandt børnene. Blandt disse er 7-årige Zander Bauer, Vebbestrup, hvis far Jan Erik Bauer stiller op i B-klassen. Hundeslædeløbet kan følges af interesserede tilskuere, og startfeltet er ifølge arrangørerne i bunden af Stendalsvej lige uden for Rebild.