Slægtens dronning

Hvordan kærlighed til kronhjorte kan forme et liv

Ude i Rold Skov har kronvildtet gået ad de samme veksler i hundreder af år. De har vandret generation efter generation. Lært hinanden, hvor der er godt at æde, godt at gå, godt at sove. I 10.000 år har den samme slægt af kronhjorte brølet herindefra. En særlig stamme af de store, stolte dyr. Det var ellers nær gået galt. I slutningen af 1800-tallet lød den kongelige forordning, at alt kronvildt skulle skydes ned. De var skadedyr. - Men vi ”glemte” nogle, fortæller Elisabeth Svendsen, 63 år, jagtchef i halvdelen af Rold Skov. ”Vi” er hendes slægt. Godsejerfamilien Schimmelmann, der ejer halvdelen af skoven tillige med Lindenborg Gods og en hel del mere. - De er jo kun til låns, dyrene. Og vi har en helt særlig forpligtelse overfor dem her i skoven. Vores dyr er af den gamle stamme. De er et stykke kultur, som vi skal sørge for at bevare. Også denne gang dækker hendes ”vi” over hendes slægt, men reelt er det hende. Hende, der sørger for slægten. Slægterne. Sin egen og kronhjortens. De to er flettet ind i hinanden. Lever af kærligheden og respekten for hverandre. Som to selvsikre og årvågne, kloge og handlekraftige slægter. Begge øverst i hierarkiet. Vil man Elisabeth Svendsen noget, må man begynde med dyrene. Hun taler ikke om sig selv, hvis hun kan slippe, men dyrene har hun ord for. - Der er en stram hakkeorden i skoven. Hvis kronhjorten kommer, mens rådyrene står og nipper til majsen i foderkrybbene, hopper de små rådyr af sted som geder, og det i en vis fart, fortæller Elisabeth Svendsen. Hun regner ikke rådyrene for noget. Det er de graciøse kæmper, der ”traver smukkere end Tarok”, hun har omsorg for. Hun kender alle de gamle hjorte blandt de i alt 300, der går i Rold Østerskov og Vesterskov. Fodrer dem med majs hver uge. ”Ikke kraftfoder, vi snyder ikke her”, og sørger for at skyde de dårlige væk og give de stærke de bedste steder i skoven. - Selvfølgelig er det en kamp mellem træer og dyr, men vi har valgt at lægge flere lysninger ud til dyrene, fortæller hun, der fører jagtselskaber ind i skoven til jagt på de store dyr. Ikke fuglene, de er blot ”noget med fjer på.” Selv har hun skudt ”sin” hjort. Den ulige 20-ender til guld, som hænger over kaminen, og som hun stryger over snuden, da vi er kommet hjem til hende efter en tur i skoven i den blå firehjulstrækker, som dyrene kender så godt fra hendes daglige ture som hyrdehunden, der rammer flokken ind. Mit livs hjort - Aldrig har jeg haft så meget jagtfeber, som da jeg skød ham. Han er mit livs hjort. Jeg skal ikke skyde flere store, har det ikke i mig mere. Derfor får den 14-årige ulige 18-ender, der går i skoven, lov at gå i fred for hende, selv om hans kastestænger fra 2005, 2006 og en af dem fra 2007 hænger ude i garagen. Et sæt af dem i blå nylonsnor. Et foto af ham hænger ved siden af. - Han er fantastisk, er han ikke, spørger hun uden egentlig at kere sig om svaret. Men han er flot. Stirrer stolt ind i linsen. Sammen med de andre hjorte lever han det meste af året i herreklubben oppe i den nordvestlige del af skoven. De kan gå op til 40 sammen, kun i brunsten i august-september går de hver til sit, gør sig lækre og forsvarer deres revir. Hinder og kalve går sammen, også de unge, spidshjortene, først når de går i brunst, forlader de mor. - Det er kloge dyr, kronvildtet. De kender vekslerne, ved hvor træerne er, selvom de ikke selv har set det. De giver viden videre, fortæller Elisabeth Svendsen. Kronvildtet ved, det er en slægt. Og dyrker det. Overlever på at være samlet. Det skal man, mener jagtchefen, der gør det samme for sin slægt som for dyrenes. - Slægten er ikke bare en del af mit hjerte. Der er meget mere, der bindes i den. Mit liv er bundet. Min opdragelse. Jeg har altid vidst, jeg er en del af en slægt. At jeg ikke ejer noget, men blot forvalter det, fortæller Elisabeth Svendsen. Hun er gift Svendsen, men er komtesse af slægten Schimmelmann. Hendes forfader kom fra Tyskland til Danmark i 1762 og blev rigets skatmester. En skattet mand, der reddede Kong Frederik Vs økonomi og derfor blev adlet og fik bl.a. Lindenborg og Gudumlund og mere til i Himmerland og andre steder i landet. Han blev landets rigeste mand, hans slægt forblev betydningsfuld, Lindenborg dens jagtslot. Her er Elisabeth Svendsen vokset op som lillesøster til to brødre. Vel vidende, at hun blot er et af mange led. - Det er en meget anderledes måde at tænke på ejendom og familie på end de fleste. Vi tænker længere bagud og fremad. Vi ved, vi holder hånden over noget historisk, over noget, der skal bevares til fremtiden. Vi er dybt følelsesmæssigt forankret i stedet. Det skal man lære at bære, forklarer hun. Kan ikke være ligeglad Det er ikke en let sag for hverken hende, forældrene eller brødrene. - Den dag, jeg lukker mine øjne, kan jeg jo egentlig være ligeglad. Men det er jeg ikke. For mig står slægten over familien, over mig selv, over mine børn. Vi kunne jo bare sælge, vi kan jo ikke spise skøderne. Men det gør en slægt ikke, selv om det på mange måder er en byrde at skulle bevare slottet og skoven som samlet hele. Hvordan gør man det lige bedst? Mange slægter deler ud og splitter op, men Elisabeth kan ikke splitte skoven. Og kronhjortenes hjem. - At dele det vil ødelægge den kulturelle arv - og naturen. Der er god logik i at lade det gå videre til den ældste som et samlet hele, men sådan kan det ikke lade sig gøre i dag. Det er økonomisk umuligt. Derfor nedarves slot og jord ikke længere, men går til fonden, hvis medlemmer supplerer sig selv for fem år af gangen. Og de behøver ikke være medlem af familien, men skal arbejde for fondens formål - at bevare familiens jord og gods og guld som et samlet hele. Prisen er høj - Familien har følelserne for det, det har mine børn også, men spredes det ud, mister det betydningen. Jeg går herfra med viden om, at det forbliver samlet. Det er det afgørende. Striden i familien taler hun ikke mere om, men det gik ikke stille af, da hun som den yngste af tre, endda den eneste datter, overtog gods og skov sammen med Den Schimmelmannske Fond for fem år siden. Den ældste bror døde ikke længe efter, den næste og hende taler ikke sammen. Prisen for slægten er høj. Hvorfor prisen blev så høj, vil hun ikke sige. Det kommer ikke andre ved. - Men man kan ikke bygge et liv på, at man skal arve penge, påpeger hun. Diplomatisk. Som hun er trods sit til tider bryske ydre og sprog, der viser hende som den ”buksepige”, hun altid har været. Fra hun som fireårig gik på jagt med sin far, til hun nu på 36. år sidder som jagtchef for den fædrene jord. Hvordan var jeres barndom? - Rammerne, vi voksede op i, var anderledes, men vores opvækst var ikke som sådan forkælet. Vi havde tjenestefolk og altid huset fuldt af overnattende gæster, men opdragelsesmæssigt prøvede far og mor at holde os på det jævne. Hun blev ”bestemt ikke” gjort til prinsesse og ved derfor ikke, om hun havde anlæg for den måde at være kvinde på. I stedet blev det dyrene. Og jagten. Hendes fars områder. Og hun var fars pige. Men det var kun knægtene, der kunne lukke hans pengepung op. Da hun forelskede sig i en luftbøsse Diana no. 1 til 25 kr., måtte hun traske med nordbaggen Prins og en vogn og skovle grus og sten op og læsse det af i et hul i vejen, hendes far altid sat fast i. Eller hun måtte fælde træer eller sætte opsatser på plader, så de kunne komme op at hænge. Og det var hende, der måtte nøjes med et jagttegn til 25 kr., da hun blev 16 år, mens storebror året forinden havde fået en hel knallert. Men skoven og dyrene fik hun foræret. Hun var ikke begyndt i skolen, da hun blev sendt op til skytten Axel Nielsen ved Teglsø for at traske i hælene på ham. Hvad trak dig derud? - Vildtet. Dyrene, pasningen, plejningen, at gøre det rigtige. Fjerne de dårlige og så se resultaterne. Det er det, der har drevet værket i de mange år. Nu kan jeg se resultatet. Vores dyr er sunde og stærke. Hvordan kunne du mærke den drift som barn? - Jeg har altid haft det i mig, Min far tænkte også sådan. Det er noget, jeg har arvet. Da jeg havde gravhundekennel, kunne jeg plukke den bedste i kuldet af helt nyfødte hvalpe. Og det har altid vist sig at passe. Jeg ved ikke, hvad jeg gør. Jeg kan bare mærke det. Sjette sans, kald det, hvad du vil. Elisabeth var hos dyrene på avlsgården. Som barn legede hun også, i træer og på cykel, men hun arbejdede mest sammen med voksne. Hun fik en anden rolle end brødrene. Var den, der var i kontakt med dyr og mennesker på godset. Da var hun glad. Men skolen kaldte. - Jeg begyndte på cand.mag. Møllers realskole i Aalborg i 1949. Det var den eneste skole, der ville have os. Alle kommuneskolerne sagde nej. Vi havde jo et efternavn, der efter krigen ikke var særlig in. Det gik ud over os børn. Hendes fars lillebror var tysk kommandant inde i Aalborg. En af slægten. - Jeg ved ikke, om jeg havde sagt til min bror, at min dør var låst? Min onkel var i hæren, fra han var 18 år. Han fik en ordre. Havde han ikke adlydt den, hvad så? Det var hårde år med beskyldninger, åbne og skjulte. Om svig, men også om samarbejde, hvor brødrene Schimmelmann skulle have hindret blodsudgydelser på både dansk og tysk side ved at aftale med modstandsledelsen i Aalborg, at de tyske soldater efter kapitulationen blev holdt inde på kasernen, og modstandsfolkene lod være at jage tyske soldater. - Vi har aldrig snakket om det hjemme, og jeg har ikke siden sat mig ind i detaljerne. Det er fortid, vi kan ikke lave om på det, og jeg vil have lov at mindes min far som den far, han var, sød og kærlig. Men min far blev en knækket mand efter de år, mindes hans datter og tilføjer:. - Hvorfor tror du, jeg har været i Hjemmeværnet så mange år? Det var så ondt. Det skal ikke overgå andre. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at vi aldrig får et besat Danmark, så nogen skal udsættes for de oplevelser. Familien både på Lindenborg og slægtninge over hele landet fik konfiskeret ejendomme, og i 1948 blev der fremsat lovforslag om, at Elisabeths far skulle have frataget sin statsborgerret. - Det var først senere, det gik op for mig. Vi blev behandlet ordentligt inde på skolen. Vi vidste ikke, det var den eneste skole, der ville tage os. Efter fem år i Aalborg, begyndte mellem- og realskolen i Skørping, og da de andre ikke var blevet studenter, skulle datteren have hue på, så hun kom på Katedralskolen. Men blev alvorligt syg af underlivsbetændelse, blev indlagt og gik ud af skolen for som 17-årig at tage til Tyskland på kostskole. På kostskole i Tyskland På det idylliske Schloss Seeleiten - hvor Sound of Music med Julie Andrews i øvrigt blev indspillet - boede hun et år, blev for alvor tosproget som hele familien med farmor Skeel fra Birkelse i spidsen, blev for alvor glad igen, blev for alvor teenager med smag for friheden og dens leg med det andet køn. - Skolen skulle jo lære os at blive gode hustruer, og det indbefattede jo at holde fester. Med kavalerer. Dem fandt vi selvfølgelig oppe i messen på flyvestationen - uh, hvor vi frydede os, når de fløj lavt henover slottet... Chokket var stort, da hun og en veninde ville fortsætte kostskolelivet i England. Her var rigide rammer, stramme tøjler. Elisabeth brød ud. Tog hjem, tog handelseksamen, fik job, tog til København, fik job med ground handling hos SAS. Dengang et kvindejob i en mandeverden. Men. Så mødte hun Christian igen. Ham, der i et par år havde været en god ven ligesom hans forældre, tændte nu noget andet i den iltre dame. Og han havde planer om at tage udenlands. Om hun ville med som husbestyrerinde? - Så skulle jeg da have RUKOlås med, sagde jeg, griner hun højlydt og mente det ikke helt. For siden hun ikke havde lært ”en disse” om at holde hus hjemme på godset, hvor der var hjælp til alt, gik hun straks i huset hos tandlæge Dæhnfeldt i Rungsted, hvor hun nok lærte noget om husholdning, men også noget om, hvor hendes egne grænser går. F.eks. til ikke at gå op i at spare to øre per kilo kartofler, når man havde stort hus eller stryge pyjamas. Snobberi og fine fornemmelser kunne ikke hænge ved hende, og pludselig friede Christian, for nu skulle han til Hong Kong om to måneder for Nordisk Fjer og tillige være konsul, og de skulle lige nå at blive gift... Kæmpebryllup - Det var et kæmpebryllup hjemme. Og far sagde, at hvis jeg sagde nej, holdt han festen alligevel, for fest skulle der være! Men hun kom, for det var Christian og hende, der hørte sammen. I 42 år har de ”skændes, så det brager”, men levet vidt forskellige liv sammen. Skiftet roller. Job. Bopæl. Land. Først seks år med traditionelt overklasseliv i Hong Kong, hvor de to ældste børn blev født. - Henrik havde jeg med mig, han er fra bryllupsnatten på Rold Storkro... Tre år efter Henrik fødtes Birthe, og de fem år i Østen gik med børn og leg. Med udflugter og forkælelse. Med et liv i den øvre udenlandske klasse, hvor hustruerne sælger deres håndarbejde til støtte for de spedalske. Det var et liv langt fra Himmerland, fra skoven, og de ville hjem. - Vi fik ikke børn for at sende dem langt væk i skole, mens vi selv kunne sidde og smægte os derude. Niks. Da Nordisk Fjer får ny direktør, den senere dømte Johannes Petersen, er tiden moden. Ham vil Christian ikke, og han er kun tilbage på hovedkontoret et par måneder, inden de alle rykker ind på Lindenborg. - Vi når lige at komme hjem dagen før fars begravelse. Han kørte galt, da han var på vej ud til Tofte Skov for at skyde på en hjort. Vi holdt jagtfri et år for at ære ham. Sådan skal det gøres. Elisabeth mærker værdierne igen. De kommer tæt på. Hun træder til. Godset er slægtens hjem, der bor den ældste bror, Carl Heinrich, men hun får samlet et liv i Himmerland. Christian starter firma med import af østerlandske varer i Aalborg, de får deres anden søn i 1972, Elisabeth arbejder i familiens savværk, de flytter i hus i Skørping. Lever et vanligt far, mor og børn-liv med hæk omkring, travle dage og reservebedstemor til børnene. Men så kommer endnu et skift. I 1974, da de lige har fået nummer fire, Niels Jørgen, spørger hendes bror, om hun vil være jagtchef? - Det var en drøm. Jeg tog de små med i bilen. De var passet om formiddagen, men ellers er de vokset op på bagsædet ude i skoven. Heldige asener! Børnene flyttede, det blev de to, og for otte år siden gik Christian på pension. Nu bor de på et nedlagt landbrug nordvest for skoven. Lindenborg skal ikke være deres hjem, det er slægtens sted, ikke hendes. - Vi var venner, før vi blev kærester, og det er vi blevet ved med at være, forklarer hun kortfattet og næsten genert varmen mellem dem og skynder sig at fortælle om de udvalgte dyr, hun har hængende på væggen over kaffebordet i storstuen – den gamle lade nu indrettet som en engelsk jagtstue med bibliotek og bløde lænestole. Her hænger dåhjorten i bast skudt, da hegnet om Rold Skov væltede i stormen i 1981, og de stak af. Her er også mindet fra den største jagtoplevelse af mange for skytten, der endog har haft natjagttegn, en muflon-vædder fra Tyskland. En grævling på afveje Yderst er en elg i Sverige, på den anden flanke en Tofte-hjort og en Sika hjort og i midten en stribet grævling. - Jeg ville have sådan en, inden det blev forbudt at skyde dem, griner hun og smøger videre i sofaen. Tilpas. Glad. Hun har jobbet, hun er født til. Hun ville godt nok gerne være lidt mindre træt, så hun ”ikke falder i søvn til Barnaby eller de andre krimier hver gang”, ligesom hun ”burde læse mere” og ikke kun slægtshistorie. Men ægteskabet er der. Børnene er der. De fire har givet hende seks børnebørn og nødvendiggjort en kolossal terrasse til leg. Hundene er her også, der har hele haven som løbegård. Nu er det to afrikanske løvehunde, hvalpen Edelrood og statelige Ludvig. Hendes slægt er på plads om hende, selv om ingen af dem arbejder i skoven. Det gør hende ikke noget. De ved, de har hinanden. Og kronhjortenes slægt? Den har hun sørget for.{