Slægtens tegn

23. september 2006 06:00

En dag i sommer ringede min mor. Det sker ellers sjældent. Traditionerne i vores familie byder, at der ringes opad i generationerne. Derfor var jeg forberedt på, at hun havde noget særligt at fortælle. Hendes stemme var da også anderledes, end den plejer. Mere åben. Ligefrem sårbar. - Jeg har fået mors hænder, sagde hun, da sønnen havde givet mig telefonrøret. Uden overhovet at have præsenteret sig for mig, flød følelserne direkte. - De er helt magen til. Pegefingeren, du ved, den der kroger indad - og lillefingeren. Min mor snøftede. Det gjorde jeg også. Vi snøftede os ind i den særlige blandning af sorg og lykke, som hverdagsminder om mistede kære kaster os ud i. Vi tre var i lige linie, min mormor, mor og jeg. Mormor var højt elsket, krævende, fyldte meget i alles liv. Og så havde hun små gigtplagede hænder. Nu sad min mor derovre i København og så på sine hænder, som hun aldrig havde set på dem før. De var ikke længere kun hendes, men også mormors og mine. De blev med ét bundet i en hel slægt. Pludselig var mormor til stede igen, præcis som hun er det, hver gang jeg lægger en løber på mit spisebord, dufter en gyvel, trækker i hendes uldne trøjer eller pynter mig med hendes smykker ... Akkurat som drengenes farfar er her, når den store søn nyser eller slås med mælkekartonen. Og ligesom når min farbror i sommer viste en topmave helt og aldeles identisk med min farfars. De døde lever ikke mere, men livet uden dem er et andet, når man kan møde dem i sig selv og sine nærmeste hver eneste dag. Så er det ikke kun sorgfyldt, men også meget, meget glædeligt at have mistet - fordi man har haft noget at miste og får lov at mindes det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...