EMNER

Slægtsgård i flammer

Mange brandfolk kæmpede forgæves mod voldsom gårdbrand ved Fjerritslev

Ilden hærgede den gamle gård, som kan spores tilbage til 1700-tallet. Brandmandskab fra Fjerritslev, Brovst og Frøstrup kunne kun forsøge at redde en nyere lade fra 1943. Foto: Henrik Louis

Ilden hærgede den gamle gård, som kan spores tilbage til 1700-tallet. Brandmandskab fra Fjerritslev, Brovst og Frøstrup kunne kun forsøge at redde en nyere lade fra 1943. Foto: Henrik Louis

VUST:En firelænget gammel gård, Vestergaard, på Vustholmevej vest for Fjerritslev gik lørdag eftermiddag op i flammer. Både stuehus og en staldbygning udbrændte, og selv om brandmandskab fra Fjerritslev, Brovst og Frøstrup mødte talstærkt op, kunne de ikke gøre andet end forsøge at begrænse ilden. Der var ingen dyr på ejendommen, der ejes af et ægtepar fra Hobro. Den ligger tæt ved Vejlerne og bruges som fritidsbolig, og parret havde samme formiddag forladt den for at tage hjem til Hobro. Gården er mandens fødehjem og har været i familiens eje i generationer. Branden blev opdaget af beboerne på en nabogård, da flammerne slog op gennem taget. Halmballer på staldloftet og en benzindunk i staldbygningen gav ekstra næring til branden, som kunne ses mange kilometer væk. Ejerne, der blev tilkaldt fra Hobro, har ikke selv nogen anelse om, hvad der kan være årsag til branden. Brandfolkene på stedet vurderede, at ilden er opstået midt i stuehuset, men det skal politiets tekniske undersøgelser nu klarlægge.