Slaget mod dræbersneglen er næsten tabt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gang i salaten. Foto: Grøn Kommunikation

Så længe, der ikke afsættes midler til forskning, kommer vi aldrig dræbersneglen til livs. Efter en fugtig sommer, hvor den slimede snegl på tiende år blot har bredt sig mere og mere, står vi ringere, end vi stod for ti år siden, hvor haveejer Gunnar Christensen i Christiansfeld som den første i landet gjorde opmærksom på, at den ubudne gæst var ved at brede sig i alle folks haver. Naturhistoriske Museum I Århus hjalp dengang med til med at bestemme sneglen og kategoriserede den som Den Iberiske Skovsnegl, men ti år efter den første artsbestemmelse kunne museet i ugen der lige er gået konstatere, at de oplysninger, man dengang anvendte til at artsbestemme sneglen med, var baseret på engelsk og ikke portugisisk materiale. Det engelske materiale beskriver en snegl, der har flere ligheder end forskelle med den Iberiske Skovsnegl, men som altså ikke præcis er den samme snegl som den iberiske. Museumsinspektør Frank Jensen fra Naturhistorisk museum kan dog ikke afvise, at den snegl, vi har i de danske haver, kan være en mutation af den Iberiske skovsnegl, men han tror det ikke. Kun forskning kan løse gåden, men her mangler politisk vilje. Museet har søgt om forskningsmidler to gang og er begge gange blevet afvist, - og så kommer vi ikke ret meget videre, siger Frank Jensen til Bo Godt. Når forskning er så vigtigt i forbindelse med bekæmpelse af sneglen, er det blandt andet fordi, det er vigtigt præcist at finde sneglens oprindelsessted. Når den iberiske skovsnegl ikke er et problem i Portugal skyldes det, at mange af sneglens æg går til grunde i det tørre portugisiske klima. Hvis den snegl, der hærger de danske haver, kom fra den iberiske halvø, kunne vort fugtige klima forklare, hvorfor den formerer sig så effektivt, men da sneglen ikke præcis er samme art, som den, der lever på de sydlige kanter, er vi nødsaget til at fastslå, hvor sneglen så kommer fra, fortæller Frank Jensen. - Ved vi det, ved vi måske også, hvilke naturlige fjender den har, og vi får langt flere værdifulde oplysninger, der måske kan hjælpe os i bekæmpelsen. Gift en dårlig løsning I dag findes stort set kun et enkelt lovligt middel til bekæmpelse af dræbersneglen. Der er midlet Ferramol, der sælges under forskellige navne. Ferramol er en jernsulfatforbindelse, der får sneglen til at stoppe med at æde, så den dør af sult. Der findes også nematoder, små rundorme, som man inficerer sneglen med via dens åndehuller. Andre snegle bliver inficeret, når de æder den døde inficerede snegl. Nematoderne har dog ikke vist sig effektive overfor dræbersneglen. Og Frank Jensen advarer i det hele taget mod brug af Ferramol, nematoder og andet, der slår sneglene ihjel for også her mangler der forskning. – Vi aner ikke, om Ferramol skader pindsvin og tudser, Det er der overhovedet ikke ført videnskabeligt bevis for, og vi ved i det hele taget meget lidt om hvad både Ferramol og nematoder skaber af ubalance i vores naturlige natur, siger Frank Jensen. Museumsinspektøren mener, at så længe vi stadig står uden ret meget reelt viden om dræbersneglens liv, er den bedste løsning, at sætte sneglens værste fjende på nakken af den. Den værste fjende er mennesket og slår de sig sammen mod sneglene, så er der et vist håb.