Slagmål i kolonihaveforening: 48-årig mand død

Skænderi i haveforening i Holbæk endte fatalt - formodet gerningsmand stak af

Arkivfoto: Michael Koch
Holbæk 1. september 2018 08:08 - Opdateret 1. september 2018 09:00

HOLBÆK: En 48-årig mand er sent fredag aften død, efter at han blev alvorligt kvæstet i et slagsmål med en bekendt i et kolonihavehus i Holbæk.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Den formodede gerningsperson flygtede fra stedet på knallert, men blev hurtigt identificeret som en 59-årig mand fra Holbæk.

- Vi var godt hjulpet fra det første minut, der blev tilkaldt hjælp, fordi der var en tredje person til stede, som overværede, at et skænderi mellem de to mænd udviklede sig til et slagsmål, siger Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- Desuden fik vi også oplysninger fra flere andre, som befandt sig i haveforeningen, tilføjer han.

På baggrund af informationerne blev den 59-årige mand anholdt i sin bolig cirka en time senere.

- Selve anholdelsen forløb stille og roligt, oplyser Martin Bjerregaard.

Den mistænkte blev bragt til undersøgelser på Retsmedicinsk Institut for at finde eventuelle spor på ham fra slagsmålet.

Det er endnu uvist, hvorfor de to mænd, der ifølge politiets oplysninger kendte hinanden, kom op at slås.

Politiet blev alarmeret om slagsmålet, der fandt sted i haveforeningen Rørvangsparken, klokken 19.13.

Ambulancefolk og personale fra en tilkaldt politihelikopter ydede førstehjælp til den 48-årige mand, men som følge af voldsomt blodtab og "alvorlige læsioner efter en skarp genstand" lykkedes det ikke at redde mandens liv.

Offerets pårørende er underrettet.

I området ved haveforeningen har hundepatruljer i aftenens løb ledt efter et muligt gerningsvåben og andre spor med betydning for sagen.

Martin Bjerregaard vil af hensyn til efterforskningen ikke oplyse, om eftersøgningen har givet brugbare resultater.

Politiet behandler sagen som et drab.

I et grundlovsforhør lørdag vil anklagemyndigheden kræve den 59-årige mand varetægtsfængslet.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...