Slagplan mod drop-out elever

Kommunen skal være bedre til at fange børn og unge, der mis-trives. Derfor skal tre trivselsgrupper pr. skole reduceres til én samlende

Eksempel: En 14-årig dreng har det skidt derhjemme og det går ud over hans skolegang. Og en dag, hvor han igen pjækker fra skolen, går han ned til den lokale købmand og begår væbnet røveri. Sådan en dreng vil optræde i filerne i såvel skole- og kulturforvaltningen som familie- og beskæftigelsesforvaltningen. - Det er vigtigt, at børn ikke falder mellem stolene. Når en skole underretter om et barn, så har vi i vores forvaltning fire måneder til at lave en såkaldt §50 undersøgelse, og det føler skolerne som frygtelig lang tid, men vi skal have oplysninger fra skole, hjem, fritidsaktiviteter og meget mere. Men det er jo ikke de fire måneder, der er afgørende. Det er derimod de fire år forud, hvor barnet er kommet ud på et skråplan, siger socialrådmand Mai-Britt Iversen (S). Nu skal det være Nu vil politikerne sørge for, at der kommer bedre koordination og mere systematik ind i arbejdet med og forebyggelsen af drop-out elever. - Det er ikke fordi, at man ikke ville det før, men uanset hvor jeg går nu, kan jeg mærke en fornemmelse af, at nu skal det bare være, fortæller Mai-Britt Iversen. Efter at en arbejdsgruppe i starten af 2007 kortlagde drop-out problemets størrelse og udarbejdede løsningsforslag, har politikerne i skole- og kulturudvalget samt socialudvalget holdt det første fællesmøde i denne uge. - Det gik rigtig, rigtig godt. Der var fælles fodslaw og en større forståelse for hvordan de enkelte forvaltninger hver især arbejder. Det kunne vi måske have gjort noget før, men nu er det i hvert fald tydeliggjort, hvem der gør hvad og hvorfor, siger Mai-Britt Iversen. Der er omkring 1200 elever i Aalborg Kommune med over 15 procents fravær, hvoraf de 400 betegnes som bekymrende. Ikke forældres ejendom Formålet med samarbejde er klart: at forebygge og mindske antallet af drop-out elever i kommunen. Socialrådmanden er klar over, at det ikke bliver en nem opgave, men hun er glad for, at velfærdsminister Karen Jespersen (V) har snakket om en barnets reform. - Børn er ikke forældrenes ejendom, men langt henad vejen er forældrene de bedste for barnet. Men hvis mor ikke vil stoppe med at drikke på værtshus, så skal hun have besked på, at hun ikke kan være misbruger og forælder på samme tid, pointerer Mai-Britt Iversen. Drop-out planen inkluderer etablering af et trivselsforum, opstramning af eksisterende drop-out procedurer, kortlægning og koordinering af aktører samt nedsættelse af en styregruppe. - Vi skal være bedre til at se symptomerne på mistrivsel. Derfor skal vi være skarpe og gerne finde dem inden at de står nede i Kennedy Arkaden, men det er svært, erkender Mai-Britt Iversen.