Slagsbrødre dømt for overfald

Tre unge mænd fundet skyldig - én blev frikendt

HADSUND:Tre unge mænd på henholdsvis 17, 19 og 19 år blev i går ved retten i Terndrups tingsted i Hadsund dømt for vold og medvirken til vold, mens en fjerde på 16 år blev frikendt for et overfald, der fandt sted foran Danske Bank i Hadsund natten til 3. maj. Men hvad der helt præcist skete den fredag aften for to måneder siden, var der omtrent 13 forskellige forklaringer på. Så mange vidner var der nemlig indkaldt, og de var ikke helt enige om begivenhedernes gang. Faktum var under alle omstændigheder, at tre mænd i 30'erne blev overfaldet af en større gruppe unge mænd. Voldsofrene var efter en hyggelig aften på diskotek Guldbaren gået ud på Torvet, hvor de i første omgang stødte på nogle højrøstede unge mænd, der råbte efter dem. Efter en samtale med nogle af byens uniformerede natteravne bestemte de tre mænd i 30'erne sig for at gå ned mod lystbådehavnen, hvor den enes båd lå ved kaj. Ved pladsen foran Danske Bank blev de indhentet af flere unge mænd, og efter en kort diskussion endte det i slagsmål. Ifølge flere vidner var der 12 til 14 unge om de tre voldsofre, der både blev skubbet, slået og sparket på. Overfaldet stoppede først, da de tre natteravne kom til og skræmte de fleste af overfaldsmændene væk. Den ene 19-årige, som i retten blev betegnet som den meste aggressive af dem, forklarede, at han havde drukket 12 til 13 øl i løbet af aftenen. Han var med til at råbe efter de tre mænd på Torvet, og da han mente, at de råbte mindre pæne ord efter ham, bestemte han sig for at følge efter dem og fik følgeskab af flere venner og bekendte. Han mente ikke, at han var ophavsmanden til slagsmålet, men domsmandsretten fandt det bevist, at han var skyldig i vold og idømte ham 60 dages fængsel. Han valgte at få 14 dages betænkningstid med hensyn til en eventuel anke. Den anden 19-årige var ligeledes aktiv i overfaldet og fik 30 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år. Til hans fordel talte, at han blev på gerningsstedet, indtil politiet ankom og gav dem navnene på de andre voldsmænd. Han modtog dommen. Den sidste dømte - en 17-årig mand - blev også idømt 30 dages fængsel med prøvetid på et år, hvilket han ankede med det samme. Efter vidneforklaringerne stod det klart, at han ikke havde deltaget aktivt i overfaldet, men ifølge nogle af vidnerne havde han optrådt truende og var med i jagten på de tre mænd. Domsmandsretten frikendte derimod den 16-årige. Han havde skadet sin egen sag ved at prale over for et par vidner med, at han havde sparket ét af ofrene, men i retten indrømmede han, at han i stedet havde fået et slag af en af de andre tiltalte.