Slagsbrødre indtog nattelivet

12 anholdte i Aalborg og fem i Frederikshavn taler deres tydelige sprog om en urolig nat i det nordjyske natteliv.

Forholdsvis tidligt på natten var der ballade på Kruckow i Maren Turis Gade i Aalborg, hvor en dørmand indkasserede et blåt øje, da han ville skille to stridende parter ad. En person blev anholdt i den sag. Samme sted blev barchefen senere på natten omkring kl. halv fire slået med knytnæveslag. Også her blev en 20-årig mand anholdt. Cowboyslagsmål I Aabybro var der ifølge vagtchefen hos Nordjyllands Politi et vaskeægte cowboyslagsmål på værtshuset Skipper Clement. Her blev en 27-årig og en 28-årig mand fra henholdsvis Biersted og Aalborg anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Ud over disse slagsmål, var der også uro i Jomfru Ane Gade, ligesom flere personer blev anholdt i forbindelse med et biltyveri på Lindholm Brygge i Nørresundby.