Slagsbror på værtshus og sygehus

En 39-årig mand fra Nibe, har i næsten et døgn været hovedpine både for politiet og en række mennesker i Løgstør og Farsø.

Politi 1. september 2010 11:02

Manden var tirsdag eftermiddag på værtshuset La Bamba i Løgstør, hvor han provokerede alt og alle og forsøgte at komme i slagsmål med en del andre gæster. En tilkaldt politipatrulje beordrer manden væk fra værtshuset, forsøger at forklare ham, at han skal opføre sig anderledes og foreholder ham, at han har karantæne fra stedet i mindst et halvt år. - Aldrig så snart betjentene havde sat sig i patruljevognen vendte han tilbage til værtshuset, og de endte med at tage ham med til detentionen i Aalborg, oplyser vagtchef Frank Liltorp. Omkring klokken 21 tirsdag aften blev manden skønnet så ædru, at han kunne løslades med en sigtelse. Men onsdag morgen klokken 05 var den gal igen. - Da optrådte manden på samme måde ved sygehuset i Farsø, hvor han også provokerede voldsomt og gerne ville slås, så nu har vi ham igen i detentionen, oplyser vagtchefen. Manden er 39 år gammel og kendt hos politiet for en række lignende episoder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...