Vold

Slagsmål aftalt over Facebook

Storebrødre ville afklare lillebrødres uenighed med tæsk på gymnasium

Facebook kan bruges til mange ting - også til at aftale slagsmål. Modelfoto

Facebook kan bruges til mange ting - også til at aftale slagsmål. Modelfoto

NØRRESUNDBY:To unge mænds lillebrødre var blevet uenige om noget gæld og et slagsmål.

Derfor skulle tingene afklares, og over Facebook blev det aftalt, at de alle fire skulle mødes på Nørresundby Gymnasium onsdag aften 31. juli, hvor storebrødrene skulle slås mod hinanden og lillebrødrene slås mod hinanden.

Men den ene af storebrødrene - en 21-årig mand - gik så langt, at han tog et baseballbat i aluminium med til mødet og tøvede ikke med at bruge det mod sin modstander, som blev slået med battet otte til 12 gange på venstre underarm.

Bøder og straf

Et vidne så den 21-årige dukke op med battet og tilkaldte politiet, som fik fat i alle fire. Mens de tre øvrige slagsbrødre hver fik en bøde for at overtræde ordensbekendtgørelsen, så endte den 21-årig bat-mand i byretten torsdag.

Her afviste han, at han rigtig havde gjort noget under slagsmålet, men han blev idømt 60 dages ubetinget fængsel. Den dømte bad om betænkningstid i forhold til en anke.