Slagsmål i Jomfru Ane Gade

To mænd anholdt efter voldsepisoder i forlystelsesgaden

Steffen Bek
Arkivfoto
Vold 22. juni 2014 08:20

NORDJYLLAND: Det har været en travl nat hos Nordjyllands Politi. Mange feststemte mennesker har været ude i nattelivet og feste, men for nogle sluttede festen tidligere end beregnet.

To personer måtte en tur på skadestuen, og to mænd blev anholdt efter to slagsmål i Jomfru Ane Gade i Aalborg, fortæller vagtchef Michael Hæstrup fra Nordjyllands Politi.

Den første episode fandt sted kl. 03.30 natten til søndag, hvor en 30-årig mand fra Aarhus blev tildelt et knytnæveslag i højre side af hovedet med det resultat, at han fik en to centimeter lang flænge, mens en 25-årig mand fra Aalborg blev anholdt og sigtet for vold.

Kl. 6 var den gal igen, for efter en del tumult på et værtshus blev en 22-årig mand fra Aalborg nikket en skalle, og en 26-årig mand fra Ranum blev anholdt og sigtet for vold.

De to voldsmænd kan se frem til en sigtelse for vold og et forbud mod at komme i Jomfru Ane Gade i de næste to år.

I alt måtte ni personer overnatte i detention - syv i Aalborg og to i Frederikshavn - udover de to voldssager drejer det sig om syv overtrædelser af ordensbekendtgørelsen, og de syv personer var så beruset, at de fik lov til at sove rusen ud hos politiet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...