Slagsmål om løsladelser

Der er lagt op til slagsmål mellem forsvarerne og anklageren i sagen om millionsalg af kostbare, stjålne bøger fra Det Kongelige Bibliotek. Står det til forsvarerne var det tirsdag sidste gang, at fængslingen af de fire tiltalte i sagen blev forlænget. Ved næste retsmøde den 16. februar vil forsvarerne kræve, at de fire løslades, indtil sagen starter den 17. maj. Anklageren kræver ikke overraskende, at de fire fortsat skal sidde fængslet. Forsvarerne mener, at det er helt uacceptabelt, at de fire skal blive bag tremmer i flere måneder uden dom, når sagen først starter i maj. Københavns Byret har afsat 7 dage til sagen. Det store tyveri blev afsløret i efteråret sidste år, da hele 16 bøger fra Det Kongelige Bibliotek blev sat til salg på én gang hos auktionshuset Christie"s i London. Offentligheden fik først kendskab til sagen i december sidste år, da det kom frem, at der var stjålet 1600 bøger til en samlet værdi af 150 millioner kr. fra Det Kongelige Bibliotek i primært 1960'erne og 1970'erne. Langt de fleste kostbare værker blev dog fundet og sikret under politiaktioner i både Danmark og udlandet. I forbindelse med sagen har politiet beslaglagt to huse i Nordsjælland, der tilhører sønnen og svigerdatteren af den afdøde, tidligere forskningsbibliotikar og enken efter bibliotekaren. /ritzau/