Vold

Slagsmål udløser ingen straf

AALBORG:To yngre mænd slipper for straf, selv om de i Retten i Aalborg har erkendt at have slået på hinanden. Retten lagde nemlig til grund, at det sket under et slagsmål, hvor der blev givet og taget fra begge sider. Slagsmålet opstod i forbindelse med en fest i Aalborg Øst, hvor den ene mødte op som gæst. Modparten, som var arrangør af festen, ønskede efter en times tid ikke længere førstnævnte som gæst, og i den forbindelse udviklede det sig til skænderi og slagsmål mellem de unge mænd. På den baggrund valgte retten at lade straffen bortfalde. Det sker efter straffelovens paragraf 248, der siger, at hvis der er udøvet vold under slagsmål, eller når den angrebne har øvet gengæld mod angriberen, kan straffen under særlig formildende omstændigheder bortfalde. Ham, der blev bortvist fra festen, fik slået en tand ud og andre sad løse. Tandlægeregning lyder på 30.000 kroner, men rettens dom lægger op til erstatning. Sidstnævnte havde et hængeparti mere til behandling i retten, som udløste en betinget dom for dokumentfalsk og personelfalsk. Han blev tidligere på året afsløret med forfalskede periodekort til bybusserne. Periodekort, der normalt koster 245 kroner, havde købt for 100 kroner. I forbindelse med kortsnyderiet havde han også benyttet en anden persons stamkort og billede, hvilket ifølge straffeloven er personelfalsk.