Slagter Ole trapper ned

Stopper med madudbringning og sætter forretningen til salg

LØKKEN:Slagter Ole med efternavnet Christiansen har trappet ned og forsøger at sælge forretningen. Forretningen er kommunens eneste slagterforretning - heller ikke i nabokommunen Brønderslev findes der en selvstændig slagter mere. Efter 39 år på stedet er han og hustruen Hanne en institution i byen. - Kort før vi begyndte, var der fem slagterforretninger og cirka lige så mange bagere i Løkken. Nu er der kun to bagerforretninger tilbage, og vi er den sidste slagterbutik, fortæller parret. 62-årige Ole Christiansen tvivler på, at der bliver slagter i lokalerne fremover. - Jeg vil godt understrege, at vi fortsætter her, indtil den rette køber kommer. Men som en af vores kunder siger: "Der er ingen, der vil give så meget for en forretning, hvor der skal bestilles så meget". Banker og realkredit er heller ikke så tossede med at sætte penge i dén slags. - Vi laver alting selv, så vi har 80 timers uge - i sæsonen er det endda syv dage om ugen, tilføjer Hanne Christiansen. På landsplan var der ca. 3000 selvstændige slagtere i 60-erne - nu er der 400-500 tilbage. Store, faste kunder Slagter Ole er leveringsdygtig i alt fra smørrebrød og middagsretter til leverpostej og røgede skinker. - Vi har bl.a. kommunen, fjernvarmen, skolerne og vandværket som faste kunder. Vi havde også mange julefrokoster, og om sommeren laver vi middagsretter til mange turister. Indtil for nylig leverede forretningen også hver middag varm mad til 60-70 pensionister på egnen. To biler sørgede for middagsmad med forretningens egen menu til ældre i bl.a. Løkken, Børglum, Vittrup, Vrensted, Ingstrup, Saltum, Manna-Thise og V. Hjermitslev. Nu har V. Hjermitslev Kro overtaget kunderne og ruten. - Vi stopper med middagsturene for at få det lettere og ikke være så bundne. Søndage var fridage, men selv på helligdage leverede vi varm middagsmad. - På min sidste madtur var der nogle af pensionisterne, der græd - enkelte har kendt mig, siden jeg kørte ud i en salgsvogn med pålæg og kød på fire landture. Dengang var det normalt med salgsvogne for både slagtere, bagere og fiskehandlere - alle folk havde jo ikke bil som nu. Omrejsende slagter Ole Christiansen har stadig den gamle vægt fra dengang. Det er sådan én med lodder og en vandret vægtstang, som også grønthandlerne brugte i mange år. - Jeg havde pakket pålæg i breve og hakkekød i pund-pakker. Og man kunne købe et halvt pund - så skar jeg bare pakken over, fortæller han med et smil. Supermarkederne har udkonkurreret mange slagtere. - Men vore varer smager altså bedre end fabriksfremstillede varer. Og så kan man se, når kødet hakkes og få det friskhakket med hjem. Eller nøjes med at købe én-to koteletter, for eksempel - den mulighed tror jeg, mange enlige kommer til at savne. Nye hjælpemidler Siden starten i midten af 60-erne har de anskaffet sig et utal af maskiner og hjælpemidler, et stort komfur, store varme- og køleskabe og en stor ovn, der kan koge, stege eller røge tre pattegrise på én gang. Den karakteristiske, flotte marmordisk er for længst skiftet ud med en køledisk, og forretningen har også et stort, moderne pølsemageri. - Jeg ærgrede mig, da marmordisken skulle på lossepladsen. Og den gamle vægt med visere er også væk, siger Hanne Christiansen. Parret har uddannet ca. 20 slagter-elever gennem årene - mange har bagefter haft fast job i forretningen. I højsæsonen er der op til fire medarbejdere ud over ejerparret, og den ene er stadig en tidligere elev. - Nogle af vores elever er bl.a. blevet slagtermestre hos Føtex og Kvickly - og køkkenchef hos DFDS. Men nu vi tager ikke flere elever ind, for vi ved jo ikke, hvornår vi stopper. Vokset meget Første år var forretningens omsætning 260.000 kr., men da var også kun én ansat, og forretningen var kun halvt så stor. De senere år har omsætningen været knap fire millioner kr. - Man kan sagtens få en god forretning ud af det. Men kommunen har også for-godkendt stedet til ejerlejligheder eller andelslejligheder - her er trods alt næsten 500 kvadratmeter. Det kan blive til seks eller færre gode lejligheder, siger parret. De har kun været på én uges ferie fem gange i løbet af de 39 år. Turen gik med familien ned i varmen sydpå. Nu er de bedsteforældre til fire børn - senest tvillinger, en pige og en dreng. Så mon ikke den forestående tilværelse som pensionister kommer til at omfatte adskilligt flere familiebesøg og rejser.