Slagterens søn fra Øster Doense

Tidligere sparekasse-direktør Svend Jørgensen blev en magtfaktor i hele Himmerland.

Lasse Damsgaard
Svend Jørgensen fratrådte i går morges med øjeblikkelig virkning på grund af politianmeldelsen og sigtelsen. Arkivfoto:
EMNER 17. november 2011 17:40

- Jeg har altid anset Svend Jørgensen for at være meget, meget retskaffen, så politianmeldelsen og sigtelsen kommer fuldstændig bag på mig. Indehaveren af ugeavisen i Aars, Thorkild Christensen, var mere end almindeligt overrasket, da direktøren for Sparekassen Himmerland, Svend Jørgensen, i går fratrådte med øjeblikkelig virkning på grund af Finanstilsynets politianmeldelse af sparekassen for kursfusk. Thorkild Christensen har et særdeles indgående kendskab til den nu sigtede sparekassedirektør, for udover at være indehaver og redaktør af Aars Avis, hvor han Svend Jørgensen har været portrætteret, så kender Thorkild Christensen også Svend Jørgensen fra Kong Valdemarsvej i Aars, hvor begge bor. LÆS: Sigtelsen der rystede Aars Sidst - men ikke mindst - var Thorkild Christensen i sin tid formand for Sparekassen Himmerlands konkurrent Aars Bank, som siden blev solgt til Spar Nord. Her kæmpede han mod Svend Jørgensen og den stadigt voksende sparekasse. En kamp, der også gjorde, at Thorkild Christensen fik stor respekt for sin modstander. - Svend Jørgensen har altid haft sin egen facon på tingene, og hvis man ikke kender ham godt, så er han en mand af få ord. - Han er ærekær og retskaffen. Og så er det i meget høj grad hans fortjeneste, at Sparekassen Himmerland er blevet en succes. Jeg er meget, meget overrasket over, hvis Svend Jørgensen er indblandet i kursmanipulation. Det harmonerer slet ikke med min opfattelse og mit billede af ham, siger Thorkild Christensen. God næse Historien om Svend Jørgensen er historien om slagterens søn fra Øster Doense, der udviste en usædvanlig god næse for at drive pengeinstitut. Om han har været lidt for dygtig og udøvet kursmanipulation, ja det må en eventuel kommende retssag afgøre, men hvorom alting er, viste Svend Jørgensen helt udsædvanlige evner og flair for branchen, da han som ganske ung valgte en uddannelse i den finansielle sektor. LÆS: Sparekasse-direktør fratrådt omgående Det skete i banken for Hobro og Omegn, og efter forskellige jobs her, blandt andet som bestyrer i Fårup og Hadsund, og en kort afstikker til Aars Bank, som direktionssekretær, blev han som kun 33-årig udset som "kronprins" til chefstolen efter sparekassedirektør Herluf Kold-Hansen i Sparekassen Himmerland. Med en HD i finansiering og kreditvæsen var han kommet på den rette hylde. Han begyndte som bestyrer i sparekassens dengang største afdeling i Suldrup. Det var i 1981. I 1984 rykkede han til hovedsædet i Aars og blev direktionssekretær, inden han i 1986 indgik i direktionen sammen med Herluf Kold-Hansen. Svend Jørgensen afløste Kold-Hansen i 1988. Gik hurtigt Hvis det var gået stærkt i Kold-Hansens periode, så kom det til at gå endnu hurtigere, da Svend Jørgensen satte sig ved roret. Der blev udvidet med adskillige filialer. Samtidig med at sparekassen voksede, satte Svend Jørgensen sig også på tunge poster. Han blev således formand for DLR Kredit og lokalt overtog han formandsposten i blandt andet erhvervsrådet i Aars og Himmerlands udviklingsråd. Sparekassedirektøren blev et omdrejningspunkt i Kimbrerbyen - og en stor magtfaktor - der gør, at betegnelsen "Kong Svend" ofte har kunnet høres i Vesthimmerlands hovedstad, hvor sparekassens nye pompøse hovedsæde på Markedsvej også meget hurtigt i folkemunde blev dødt "Svends Borg". Thorkild Christensen har også godt hørt navnet "Kong Svend" nævnt, men redaktøren for ugeavisen fremhæver, at den nu sigtede direktør faktisk har det allerbedst, når han i afslappet stil og uden sparekasse-slips er f.eks. pengeyngler ved den lokale byfest. - Hvis man kender Svend Jørgensen godt, så er han faktisk meget ligetil og helt nede på jorden, siger Thorkild Christensen, som i sin spalter i ugeavisen tidligere har hævdet, at Svend Jørgensen var landets eneste sparekassedirektør, der beherskede slagtning og partering af en hel gris. Det fik han med i bagagen hjemmefra slagterbutikken i Øster Doense.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...