Slagterier

Slagteri satser på udvidelse

Da slagteriet Danish Meat Company slog portene op for at modtage de første grise i efteråret 2006, var det i forventningen om at nå 125 ansatte, når det hele var kørt ind.

Uventet høje omkostninger og lave priser på svinekød satte Danish Meat Company i Vrå under pres. Arkivfoto

Uventet høje omkostninger og lave priser på svinekød satte Danish Meat Company i Vrå under pres. Arkivfoto

I dag er der 165 medarbejdere, og der er flere på vej. Danish Meat Company har nemlig planer om at udvide produktionen i løbet af det kommende års tid - uden dog at ville sætte præcist antal på slagtninger og nyt personale. - Slagteriet er indrettet til at kunne slagte 10.000 grise om ugen, hvis vi udvider kølerumskapaciteten - og det kan vi gøre uden de helt store investeringer, siger administrerende direktør Carsten Sørensen. Slagteriet er ikke ramt af den generelle nedgang i branchen, der kæmper med at skaffe grise nok. - Vi er et relativt nyt slagteri, og vores producenter skiftede til os, fordi de alle har planer om at fortsætte med at producere mange år endnu. Derfor har vi en stor sikkerhed i leveringerne, siger Carsten Sørensen, som glæder sig over en stigende efterspørgsel på svinekød. - Det giver selvfølgelig os nogle nye muligheder. Vi overvejer i øjeblikket, om vi skal tage nye leverandører ind eller om de eksisterende skal skrue op for produktionen, siger han. Carsten Sørensen forventer ikke at få problemer med at finde yderligere personale, idet andre slagterier har afskediget medarbejdere den seneste tid.