Slagterier

Slagteri uden socialt ansvar?

Justitsministeren melder sig nu i koret af dem, som "lægger hårdt pres på Danish Crown" for at få et andet slagteriprojekt til erstatning for det snart lukkede slagteri i Hjørring.

Også jeg er helt enig med Lene Espersen i, at det ville være ærgerligt, hvis et godt tiltag skal strande. Espersen mener ifølge NORDJYSKE 15.5., at DC skal sælge til de lokale investorer, ja, at der ligefrem skal stilles krav til virksomheden om at vise et socialt ansvar. Så vidt så godt. Alligevel ser det ud, som om Lene Espersen mener at kunne gå på vandet. Lene Espersen skulle lige have tjekket med sin konservative partifælle og –formand, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen. For præcis to måneder siden spurgte jeg Bendtsen om noget lignende i forbindelse med fusionsaftalen mellem DC og Steff-Houlberg vedrørende Struer Slagteri. Efter aftale med Konkurrencerådet fik DC pligt til at sælge Struer Slagteri til højstbydende. Med denne erfaring in mente ønskede jeg derfor at vide, om der også var mulighed for at stille særlige krav til DC om videreførelsen af Hjørring Slagteri. Niksen biksen, svarede ministeren – om end med andre ord. Konkurrenceloven giver ingen hjemmel til at stille særlige krav til DC. Dog kan virksomheden ikke betinge sig ved salget, at de gamle Hjørring Slagteri-ejendomme ikke må bruges til slagteri, for ejendommene skal sælges til en konkurrent. Det var dog noget. Så der er slet ikke dækning for Lene Espersens moralske korstog i de kolde kendsgerninger, hendes partifælle lægger på bordet. Derfor må man se på hendes reaktion med en rigtig, rigtig stor portion skepsis. For hvis ikke Bendt Bendtsen med loven i hånden kan gøre et socialt, endsige et moralsk ansvar gældende over for DC, hvorfor tror Lene Espersen så pludselig, at hun kan? Hvis Danish Crown ville støtte danske job fremfor at oprette kolonneopskæringsjob i Tyskland, havde de solgt slagteriet for én krone til medarbejderne som tak for 114 års god indsats – som jeg tidligere har forslået. Det ville da have været et rimeligt plaster på såret i forhold til Hjørring og de tabte arbejdspladser.