EMNER

Slangen ved Israels bryst

Sjældent har den gamle frase om at nære en slange ved sit bryst været så aktuel som i disse uger i Israel. I næste måned rømmer landet bosættelserne i Gaza - men titusindvis af jødiske fanatikere demonstrerer og lover kamp mod rømningen. Modstandernes vigtigste argument er i al sin groteske enkelhed, at Gud har givet dem landet.

De jødiske fanatikere er nært knyttet sammen med, ja i høj grad udsprunget af bosætter-bevægelsen, der siden krigen i 1967 har vokset sig stor og stærk. Gennem næsten alle årene har skiftende israelske regeringer støttet stadig flere bosættelser, som i høj grad har været arnested for en stigende religiøs fanatisme. Støtten har været nødvendig for at sikre sig magten i et land, hvor skiftende regeringer ofte har været afhængige af mandater fra religiøse partier. Derfor har disse partier kunnet handle sig til store fordele for sine vælgere - for eksempel billige boliger i de mange bosættelser. Mere end 35 års konstant medvind har gjort bevægelsen både stor og uhyggeligt sikker på sin egen ufejlbarlighed. Protesterne i Gaza afslører endegyldigt bevægelsens sande karakter, og det er ikke noget kønt syn. At påberåbe sig guddommelig ret til dette eller hint er udtryk for en politisk fanatisme, der ikke hører hjemme i et demokrati. Retorikken ligger snublende nær den, muslimske eller kristne fundamentalister benytter sig af, men det gør den ikke mere rigtig. Tilbagetrækningen fra Gaza er tvingende nødvendig, hvis en fred mellem Israel og Palæstina skal være mulig. Der var mange gode grunde til, at Israel besatte området (og en række andre områder) i 1967, men fredelig sameksistens kræver, at begge parter kan se fornuftige muligheder forude. De muligheder har været få og små i årtier for palæstinenserne, men tilbagetrækningen vil være med til at vise, at Israel faktisk mener det alvorligt. Vejen er lang og stenet som en sti i Negev-ørkenen, og rabiate holdninger trives alt for godt også blandt palæstinensere. Men denne gang kommer den største fare ikke fra Hamas og lignende grupper - den kommer fra religiøst fanatiske jøder. Rømningen bliver en afgørende test for det israelske demokrati.