Slanger stjålet fra dyrehandel

Solsidens Dyrehandel har haft indbrud to gange indenfor bare ti dage

Martin Frandsen
Ralf Jørgensen med et eksemplar af en rottesnog, som også blev stjålet fra dyrehandlen.foto: henrik Bo
Tyverier 1. august 2007 06:00

NØRRESUNDBY: To gange inden for ti dage har indehaverne af Solsidens Dyrehandel haft den ubehagelige oplevelse at møde op til en forretning udsat for indbrud. Der er blandt andet stjålet fem slanger, som dog er ganske ufarlige. - Når vi tager hjem herfra om aftenen, tænker vi, hvad er der sket med butikken i morgen, siger Anja Jørgensen, som ejer forretningen sammen med sin bror, Ralf. Første indbrud fandt sted natten til søndag 22. juli, hvor der blev stjålet liner, halsbånd og øvrige dyre lædervarer - samt en enkelt skildpadde. Natten til tirsdag var det så galt igen. Slanger og skildpadder Der blev stjålet to par kongesnoge til en pris af 2.200 kroner per par samt en rottesnog til en pris på omkring 1.400 kroner samt sumpskildpadder. - Slangerne er ikke særligt specielle og ganske ufarlige. Men de er farvestrålende, og derfor er de populære, forklarer Anja Jørgensen. Det ene par kongesnoge er orange med sorte bånd, og det andet par er abrikosfarvede med sorte og røde striber. - Vi havde heldigvis ikke et specielt forhold til slangerne. Det havde været frygteligt, hvis der var sket noget med de plejedyr, som vi passer for folk på ferie. Eller hvis der var sket noget med papegøjerne. Den store ara-papegøje, Gokke, har min bror haft nærmest siden, den kom ud af ægget, fortæller Anja Jørgensen. Hun fik besked om det andet indbrud tirsdag morgen på vej til butikken. Samme metode - Jeg tænkte, det er uhyggeligt, at vi har indbrud to gange på så kort tid, og selv om vi er forsikrede, så koster det hver gang i selvrisiko, siger hun. Begge indbrud er meldt til politiet, og begge gange er det sket ved at bryde ind gennem døren, og Anja Jørgensen har mistanke om, at der er tale om de samme gerningsmænd. Ved indbrud nummer to blev der stjålet store ting i form af tilbehør som vandbeholdere og madskåle til slangerne. - Derfor må tyvene have parkeret en bil foran vores dør ud mod Hjørringvej, siger Anja Jørgensen. Nu bliver butikken sikret med ekstra alarmer, og der vil overnatte en person i forretningen. - Jeg tror, dyrene er stjålet til privat brug. Jeg tror ikke, der kan sidde en stor bagmand og tjene penge på det her, siger hun. - Det er ufatteligt, at nogle vil tage så store chancer for at stjæle så lidt, tilføjer Anja Jørgensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...