Slank på den fede måde

Unge og medarbejdere på produktionsskolen har indledt jagten på fedt

Skolevæsen 9. marts 2003 07:00

BRØNDERSLEV: Eleverne på Brønderslev Produktionsskole har travlt i køkkenregionerne denne torsdag formiddag. Pølsehornene er på vej i ovnen, og kyllingerne syder på stegepanden. Men ved siden af de mere fedtholdige lækkerier, er der også fedtfattig mad på menuen. I dag kalkun, grøntsager og wokmad. Skolen har nemlig fået et livsstilshold - et hold der primært er opstået ud fra et ønske om at leve livet lidt lettere. De er gået til kamp mod de overflødige kilo. Og det sker på den fede måde - med sund mad og motion i rigelige mængder. Da NORDJYSKE i den forgangne uge besøgte skolen var holdet i krise. Hidtil har anstrengelserne båret frugt i form af ugentlige vægttab - men netop nu stå vægten stille. Og derfor kæmper deltagerne hver for sig og sammen for at holde motivation og kampgejst i top. Susanne Otte, 21 år, og Ditte Bang Ravn, 17 år, er begge på Livsstilsholdet for at smide nogle kilo. - Jeg har tabt mig næsten fire kilo, fortæller Ditte, mens Susanne kan notere et vægttab på 2,5 kilo. Så konceptet med fedtfattig kost og motion virker. Og samtidig mener deltagerne, at fællesskabet om projektet er en klar styrke. - Man skal tage sig sammen for at komme i gang - men det er svært, især hvis man bor alene. Her går vi alle ind for det, og hvis én af os har det dårligt, kan vi hjælpe hinanden, siger Susanne. Ditte og Susanne er indstillet på at overvinde den akutte krise. - Der er ikke rigtig nogen, der synes, det er sjovt lige nu. Vægten står stille for os allesammen. Så nu skal vi virkelig hjælpe hinanden, lyder meldingen fra pigerne. Susanne er på skolens køkken- og kantinelinje, mens Ditte har fået flyttet rundt på timerne, så hun hver dag er i køkkenet mellem 10 og 12. - Jeg vil gerne finde ud af, hvordan maden skal laves, så den bliver fedtfattigt. Det kan jeg jo også bruge, når jeg kommer hjem, tilføjer hun. Pigerne kan fristes af den mere fedtholdige mad, som de hver dag har nærkontakt med i køkkenet, idet ikke alle elever og ansatte er med på den fedtfattige vogn. - Men nogle gange har jeg kigget på den brune sovs og tænkt: "Adr det er egentligt lidt ulækkert." Så brun sovs savner jeg ikke, siger Susanne bestemt. Begge indrømmer, at de i perioden falder i og sætter tænderne i mere fedtholdigt mad. - Men så tager man en mindre portion end tidligere, tilføjer Susanne. Godt med motion Mitzi Albrecht, 17 år, var helt med på ideen om et livsstilshold på produktionsskolen. - Det bedste ved det hele er, at man får lov til at dyrke så meget idræt og gå i Kom i Form. Mitzi konstaterer, at hun længe har kæmpet mod kiloene. - Jeg har været på Julemærkehjem, da jeg gik i 6. klasse. Og jeg tabte ti kilo på tre måneder. Men på Julemærkehjemmet har man kun to almindelige skoletimer om dagen - og så var det ellers bare motion, motion og motion. Mitzi tilføjer, at hun ikke slavisk følger den fedtfattige levevis. - Der skal også være plads til noget andet - ellers bliver det alt for kedeligt. Men vi har meget fokus på kost og motion. Når vi kommer om morgenen er der gratis morgenmad. I begyndelsen var der målt havregryn op til os på livsstilsholdet - men det kørte vi lidt trætte i. Nu spiser vi også rugbrød - når bare man ikke spiser tre skiver franskbrød.... Formiddagen byder på en halv bolle og gulerødder. Til middag er der varmt mad, og om eftermiddagen gulerødder og frugt til "de sunde". Hver dag - undtagen fredag - byder på fysisk aktivitet. Og Mitzi har sammen med de øvrige deltagere motioneret i Kom I Form fra klokken 8.30 til 9.30 denne formiddag. Og fra 14 til 15 står der igen idræt på skemaet. Frontkæmper Jan Bertelsen fra skolens Medielinje er tovholder på Livsstilsholdet og selv aktiv i kilokampen. - Vi forsøger at få eleverne til at spise på en lidt anden måde. Det er måske nok lidt lettere at hente en pizza eller en burger - men man bliver for tyk af det. Samtidig prøver vi også at motionere meget. Jan Bertelsen fik ideen til slankeholdet. - Niels (skolen leder Niels Jensen, red.) og jeg blev enige om, at vi var stofmisbrugere. Tøjet blev for bette, tilføjer han. Og herfra tog planerne om et livsstilshold form. Sundhedskoordinator Inge Tengnagel blev kontaktet og var med på ideen. - Hun var villig til at skyde penge og tid i det. Hver enkelt elev blev interviewet - og siden har toget kørt med ekspresfart. Lige nu er det lidt op ad bakke, fordi vægten står stille. Entusiasmen er fladet lidt ud, men vi har ikke opgivet - der skal meget til før vi giver op, understreger Jan Bertelsen, der har som erklæret mål at smide ti kilo. Hver mandag går deltagerne på vægten. Størst vægttab har skolens leder Niels Jensen noteret sig - til resten af holdets store fortrydelse. Men holdet er blevet 24 kilo lettere siden 6. januar, og kilokampen - den fortsætter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...