Slankeklub - nu med hoppeborg

Ernæring 10. februar 2003 07:00

HJØRRING: Søndag 16 februar bliver Vendiahallen fyldt op med hoppeborge i alle afskygninger og størrelser. Det er en nystartet slankeklub, der inviterer hoppeglade børn og voksne til en aktiv dag for at skabe opmærksomhed om slankeklubbens eksistens. Slankeklubben, hvis formand er Inger Vanggaard, inviterer samtidigt alle interesserede til at finde på et navn til slankeklubben. Vinderen scorer tre flasker rødvin. De slankelystne voksne, der dukker op, kan blive vejet og få udregnet det såkaldte BMI-tal, der præcist siger noget om, hvor man ligger på vægtskalaen. Men hvad er forbindelsen mellem hoppeborge og en slankeklub? Dels har slankeklubben som motto, at den skal stå for en sjov måde at tabe sig på. Dels er formand Inger Vanggaards datter, Pia Vanngaard med i hoppeborgsudlejningen Bamsebjørn fra Øster Brønderslev. Børn skal betale 50 kr. for at komme ind, mens voksne slipper med en tier. Mens børnene hopper, kan de voksne altså blive vejet, og komme med bud på et nyt navn til klubben.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...