Slap for fængsel efter overfald på 13-årig

HADSUND:DaFolketinget forrige sommer skærpede straffene for voldskriminalitet, blev det signaleret, at landets retssale i den type sager skulle idømme ubetingede fængselsstraffe. Men ingen regel uden undtagelse. Der er stadig mulighed for at udvise mildhed, hvilket retten i Tern- drup valgte at gøre i går. Her fik en 22-årig mand fra Hadsund en betinget straf på 60 dages fængsel efter et ellers groft overfald på en dengang 13-årig dreng på Torvet i Hadsund. Voldsepisoden fandt sted en fredag aften i april , hvor den 13-årige blev forulempet og slået af den 22-årige, der angiveligt gik til angreb uden at være blevet provokeret. Drikfældig far Selve ugerningen, der under normale omstændigheder ville være rigelig til at sende den 22-årige bag tremmer, blev kortlagt i retten for tre uger siden, men da man manglede en personundersøgelse fra Kriminalforsorgen, blev sagen udsat. Den forelå i går og fortæller, at den 22-årige næppe har haft nogen mønster-barndom. Konklusionen er, at han er præget af omsorgssvigt, blandt andet på grund af en drikfældig far. Deri ligner personundersøgelsen mange andre, og også hvad den 22-åriges erfaringer med narkotika og alkohol angår, er historien hørt før. Årsagen til den milde dom var, at den 22-årige kort efter voldsepisoden tog en ny kurs. Efter et årelangt misbrug af hash, ecstasy, kokain, amfetamin og alkohol kvittede han i maj stofferne og begyndte at komme dagligt på Brohovedet, der er et af amtets socialpsykiatriske tilbud. Siden er han også begyndt at tage antabus. - Hvorfor tror du, det går denne gang, når du tidligere har opgivet antabus, fordi det var for trist ikke at drikke, spurgte anklageren. Hertil svarede den 22-årige, at han ved det tidligere forsøg var blevet presset af sin daværende kæreste, mens han selv stod bag beslutningen denne gang. - Det er noget helt andet, slog han fast. Ekstra langt tilsyn Maria Ohrt-Nissen foreslog med henvisning til Kriminalforsorgens anbefaling, at den 22-årige skulle idømmes 50-60 dages betinget fængsel. - Men da vi kun har set den spæde start på en ny begyndelse, mener jeg, prøvetiden bør være to år, pointerede anklageren, mens forsvareren Mogens Hebbelstrup til gengæld bad om rettens mildeste straf. Dommerfuldmægtig Helle Larsen og de to domsmænd fulgte dog anklagerens indstilling for at understrege sagens alvor for den 22-årige. For at sikre sig, at han fastholder den positive udvikling, skal han desuden være under tilsyn af Kriminalforsorgen i to år.

Forsiden