Trafikulykker

Slap heldigt fra uheld

Ramte traktor selvom bilisten forsøgte at undvige

En personbil overså lørdag formiddag en traktor, der ville svinge til venstre. Foto: Peter Mørk

En personbil overså lørdag formiddag en traktor, der ville svinge til venstre. Foto: Peter Mørk

Et øjebliks uopmærksomhed kombineret med en kurve på Kystvejen ved Trankjær, nord for Vestervig, var lørdag klokken ni sandsynlige årsager til, at en midaldrende mandlig bilist overså en traktor, som skulle svinge til venstre fra Kystvejen. Bilisten kom kørende ad Kystvejen i sydlig retning, og blev for sent opmærksom på den svingende traktor. For at undgå at køre frontalt op i bagenden af traktoren, forsøgte bilisten at køre højre om. Manøvren lykkes kun delvis, idet bilen ramte traktorens højre baghjul med så stor kraft, at hjulet med aksel blev revet af, mens personbilen fik knust hele frontpartiet. Bilisten, der var ved bevidsthed efter uheldet, vurderes efter skaderne på bilen at være sluppet heldigt fra sammenstødet. Føreren af traktoren havde ingen mén efter påkørslen.