Trafikulykker

Slap uskadt ud af knust førerhus

Chauffør opdagede for sent hovedvejskryds.

SERRITSLEV:Chauffør Thomas Skovgaard fra Vidstrup ved Hjørring, er lykkelig for, at han i dag er i live. I går morges væltede han med et 50 ton tungt lastvognstog på Hjørringvej nord for Serritslev. I det tågede vejr opdagede han for sent, at han kom til den krydsende Hjørringvej, da han kørte ad Smerstedvej med ca. 30 tons ler. - Jeg så godt advarselstavlen, men tænkte, at jeg så havde 100 eller 150 meter til vejkrydset, men det viste sig, at det var tavlen ved hovedvejen, jeg kom til, fortæller Thomas Skovgaard. Han er ikke så kendt på stedet, da han kun har kørt i to dage for vognmand Leif Sørensen fra Hundelev, der kører for Vennelyst Entreprenørforretning. Thomas Skovgaard var på vej til Gandrup Teglværk med 30 tons ler i en halvrund sættevogn, da ulykken skete. Anmeldelsen lød på, at chaufføren var fastklemt, så Falck/Brønderslev Kommunes Redningsberedskab sendte frigørelsesudstyr. - Men chaufføren var netop kommet fri, da vi ankom, fortæller beredskabsinspektør Preben Jensen fra Falck/Brønderslev Kommunes Redningsberedskab. Thomas Skovgaard fortæller: - Mine ben kom i klemme mellem motorblok og gearstang, men jeg fik benene fri. Jeg måtte trække af min strikketrøje, for at få overkroppen fri. Han fik sig kæmpet hen til mobiltelefonen, der var hængt til opladning i førerhuset, og via den slog han alarm. Ret hurtigt var der en turistbus, der kom til undsætning. Thomas Skovgaard blev bragt tilSygehus Vendsyssel i Hjørring, men udskrevet kort tid senere.Han slap med nogle knubs. Thomas Skovgaard er lykkelig for, at der ikke var andre trafikanter på Hjørringvej, da han krydsede den med det 50 tons tunge køretøj. Lastbilen havnede i grøften, og der måtte skaffes en ekstra stor kranvogn fra Falck i Aalborg til at løfte lastbilen på højkant. - Det var et held, at der ikke skete noget med Thomas, konstaterer vognmand Leif Sørensen. Thomas Skovgaard er en rutineret chauffør, idet han inden tiltrædelse i det ny job gennem mange år har været langturchauffør. Ifølge politiet er det ikke påkrævet med en advarselstavle i nogen afstand fra krydset, selv om det findes nogle steder, ligesom der visse steder er opmærket en trakant på asfalten. Sigtbarheden var på grund af tågen meget dårlig.