Skanderborg

Slem bet for Brønderslev

Vrold/Skanderborg-EH Brønderslev27-22 (14-8) Håndbold, 1. division mænd SKANDERBORG: Allerede samme dag EHB meldte ud, at nu ville holdet gå efter kvalifikationskampe til ligaen, gik det galt for vendelboerne. - Vi skal simpelthen være klar fra start. Det her er uacceptabelt, skar træner Jan Larsen ind til benet efter det første nederlag siden 8. december sidste år i Ribe. - Man starter altså ikke ved 0-0 i en divisionskamp. De ved noget om os, og vi ved noget om dem. De havde ikke noget, vi ikke vidste på forhånd. Alligevel er vi ikke gode nok til at udnytte vores viden, konstaterede den skuffede træner. - Det er helt klart noget, der skal arbejdes meget med fremover, hvis vi vil leve op til vores udmeldinger - som spillerne vel at mærke selv har ønsket at komme med - om at vi vil være med i Top-3. Søndag eftermiddag var det galt med afslutningerne fra de nordjyske skytter, der ganske enkelt savnede den nødvendige skarphed. Alt for mange oplagte chancer blev brændt. I slutfasen tilmed to kontraer og et straffeslag i en overtalsperiode. Der skal mere skarphed til på lørdag, når EHB tager imod Ribe hjemme i Brønderslev-Hallen. Det var netop Ribe, der 8. december knækkede vendelboerne i et målorgie med 39-33.toto Kampfakta: Topscorere for Vrold/S: Knud Andersen 6 og Torben Petersen 5. Mål for EHB: Jesper Jensen 10, Søren Kløve 4, Lars Christesen 3, Heine Jensen 2, Morten Jespersgaard 1, Morten Ravnslund 1 og Christian Kløve 1. Udvisninger: Vrold/S. 4, EHB 2. Dommere: Claus Gramm Pedersen og Henrik Mortensen. Tilskuere: 200 i Morten Børup-Hallen.