Slesvigske piger nyder ferien i Vendsyssel

Børn fra Sydslesvig har knyttet stærke bånd til deres værter

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lea Thomsen og Pauline Brückner har indrettet sig i campingvogn.

Det begyndte med et feriebesøg, men nu har det udviklet sig til venskaber mellem familierne. 14-årige Lea Thomsen og Pauline Brückner fra Sydslesvig er i år for femte gang på ferie hos Kirsten Bjerre Jensen og Anders Jensen i Ø. Hjermitslev. De første besøg har været gennem Foreningen Sydslesvigske Feriebørn, men nu er det en privat aftale, der fortsætter. - Vi vil ikke ret gerne undvære ferieopholdet i Danmark, siger Lea Thomsen og Pauline Brückner samstemmende. Efter sommerferien begynder begge piger i A. P. Møller Skolen i Schleswig. Det er Mærsk Mc-Kinney Møller, der har skudt penge i skolen, der blev indviet i 2008, og har plads til 1500 elever. -Det er noget af et spring at komme fra en skole med 200 elever, siger pigerne samstemmende. De har indtil nu gået på Eiderskolen i Rendsburg. Både Eiderskolen og A.P. Møller Skolen er danske skole. Denne uges højdepunkt var et besøg på Middelalderdagene på Voergaard Slot. - Her var vi i pottemagerlære, og lavede vores egne potter, fortæller Lea og Pauline stolte. Det var meget spændende. En aften var de på Holtegaard ved Dronninglund, hvor de var ude at køre med hestevogne. De skal senere ud at ride en dag i den vendsysselske natur. De har før prøvet at ride, og glæder sig til oplevelsen. Næste uge bliver der tur til Fårup Sommerland. Ellers er der tid til at hygge sig med shopping og lege med dyr. Kirsten Bjerre Jensen og Anders Jensen passer i sommerferien hunde for børnene, og det har feriebørnene ikke spor imod. Begge piger taler flydende dansk, men dog med en smule accent. Lea har en dansk mor og tysk far, så der bliver talt en del dansk i hjemmet. Men når der er gæster tales der tysk. Når de er i Vendsyssel taler de både fjernsyns-dansk og Anders-dansk. Anders-dansk er den vendsysselske dialekt, som Anders Jensen undertiden taler. Leas forældre skal en uge i sommerhus i Blokhus, og de tager så pigerne med hjem. I foråret var Kirsten Bjerre Jensen og Anders Jensen samt en datter og svigersøn til konfirmation hos begge feriepiger. Både Lea og Pauline er glade for deres ferieophold kan fortsætte. Det begyndte ved et rent tilfælde i 2006, da Martin Frandsen fra Sindal, der koordinerer feriebørn og ferieværter, havde fået et afbud fra en kvinde, der var blevet syg. Men Kirsten Bjerre Jensen meldte sig som ferievært, og siden er pigerne kommet hvert år. Hun håber da også, at det fortsætter. - Vi har jo god plads i huset, efter at børnene er flyttet hjemmefra, siger hun. Det er svært at skaffe ferieværter, så der er et par hundrede sydslesvigske feriebørn, der ikke kommer på ferie i Danmark. Martin Frandsen kan også opleve den dalende interesse. - Det kan ellers give gode oplevelser, siger han. Kirsten Bjerre Jensen siger, at feriebørnene har givet hendes familie mange oplevelser. Lea og Pauline indrømmer, at der nok triller et par tårer, når ferieopholdet er slut.