Slet ikke dårligt

"Verden brænder"

Sanne Salomonsens nyeste cd vokser lidt for hvert lyt.

Sanne Salomonsens nyeste cd vokser lidt for hvert lyt.

"Her med hjertet på din faste grund vil jeg fange løfter fra din mund, og jeg letter, når du ta'r min hånd i Lissabon". Netop som man tror, at man har hørt det meste - og det bedste - slår Sanne Salomonsen lige til med 13. og sidste sang, den meget smukke, indtagende "Lissabon", der fint afrunder et aldeles udmærket album, som måske nok ikke er helt så spændstigt og frisk i anslaget som forgængeren, "Unico" fra 2009, men som bestemt har sine øjeblikke. For eksempel er der et par ganske alvorlige statusopdateringer undervejs, stærkest i "Hjem" om omsider at være fundet på plads som et helt menneske i ro med sig selv: "Jeg er landet her, og jeg er præcis, hvor jeg skal være". Ellers er det tydeligvis en let manende sang som "Små soldater", der skal bane vejen for hele albummet, men inden man når at blive ordentligt fortroligt med dén, kan man meget nemt løbe halvsur i rap-duoen Nik & Jays næsten klichéagtigt selvfede gæsteoptræden. Sammenlignet med især netop "Unico" tager det væsentligt flere lyt at få "Verden brænder" til at falde ordentligt på plads, men faktisk vokser de fleste sange lidt for hvert genlyt, og det skal blive (endnu) bedre at opleve dem (og andre) live, næste gang Sanne kommer forbi. Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk Sanne: "Verden brænder" Mermaid Records Sanne Salomonsen optræder i Aalborg Kongres & Kultur Center fredag 9. marts.