Her er de nye ord i Den Danske Ordbog

Den Danske Ordbog er blevet opdateret med nye ord. Nye forklaringer om køns seksualitet er også kommet til.

1685 ord, 24 nye betydninger og 5 faste udtryk er blevet tilføjet til Den Danske Ordbog. Opdateringen er et led i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs store satsning på at tilføje 10.000 ord til ordbogen over få år. Foto: Colourbox
Kultur 14. juni 2018 04:45 - Opdateret 14. juni 2018 06:47

DANMARK: Danskernes nye elektroniske vaner er blandt de temaer, der præger et nyt hold af ord, der torsdag tilføres Den Danske Ordbog.

"Binge", at se mange serieafsnit i træk, "slide", som i forståelsen af en række af billeder, og "dockingstation", en opladerstation, er blandt de nye og opdaterede ord, der er tilføjet.

Men også mere velkendte udtryk, som projektansat, dåseskinke og fastnettelefoni, bliver nu tilført ordbogen.

- I den her opdatering kommer der 1685 nye ord i ordbogen, og det er en blandet landhandel, af ord der er nye i sproget og så ældre måske lidt sjældnere ord.

- Det kan være fremmedord, eller det kan være sammensætninger, siger ledende redaktør Lars Trap-Jensen.

Ordbogen udvides år for år, og det sker ud fra en blanding af digital og menneskelig udvælgelse.

- Den danske ordbog er det man kalder en korpus baseret ordbog. Det vil sige, at vi indsamler løbende tekster, og så behandler vi dem med computeren og finder ud af, hvilke ord er de mest udbredte, som vi ikke har i forvejen.

- Det er en rettesnor for, hvilke ord der trænger sig på til at komme ind i ordbogen, sådan så vi hele tiden sikrer os, at de ord vi beskriver, er nogen, som findes i sproget, forklarer Lars Trap-Jensen.

Det er ikke kun nye ord, som der bruges energi på at føre ind i ordbogen. Også de eksisterende ordforklaringer får en overhaling, så de stemmer overens med nutidens kultur.

- Normer ændrer sig og den måde, som vi beskriver sproget på skal jo gerne følge trit med det, sådan så vi bruger nogle forklaringer, der ikke er alt for gammeldags eller vi bruger nogle ord, som ikke findes længere.

- I øjeblikket har vi for eksempel haft fokus på seksuelle minoriteter. Derfor har vi ændret en række ord, sådan så man nu også kan se, at svigersøn, svigerdatter osv. kan være folk, der er gift med personer af samme køn.

- Vi har også tilføjet udtryk som biologisk køn og socialt køn for at vise, at der er den her diskussion om, hvad køn er for noget, siger Lars Trap-Jensen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...