Slidt flishugger skyld i dødsulykke
En slidt sikkerhedsbøjle på flishugger kostede 62-årig mand livet i Trend.

En slidt sikkerhedsbøjle på flishugger kostede 62-årig mand livet i Trend. Foto Scanpix
Det var en slidt sikkerhedsbøjle på en flishakker, der var skyld i den arbejdsulykke, der søndag kostede en 62-årig mand livet i et sommerhusområde i Trend. Det er Arbejdstilsynet kommet frem til efter en undersøgelse af maskinen mandag. - Sådan som bøjlen er placeret, kan vi konstatere, at den ikke har virket efter hensigten. Det ser ud som om, at der har været noget slid på den, siger Lars Toft Pedersen, der er tilsynschef i Arbejdstilsynet. Skulle stoppe maskinen Den 62-årige var i færd med at lave et stykke havearbejde for en anden, da ulykken skete. Manden arbejdede med flishakkeren, og var på en eller anden måde blevet trukket ind i maskinen. Det var forbipasserende, der opdagede ulykken og slog alarm. Men manden var død, da ambulancen nåede frem. Sikkerhedsbøjlen har til formål at stoppe maskinen, hvis man kommer i kontakt med den, inden man når ind til de skarpe dele. Det var den 62-åriges egen maskine, han arbejdede med.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.