Dyr

Slidt hjerte kan give hunden hoste

?Fra HR har vi modtaget et brev, hvori HR fortæller om sin snart 10 år gamle puddel Krølle. Krølle har altid været en sund og rask lille hund. Han er blevet sundhedsefterset og vaccineret hvert år, han har levet, og han har fået renset tænder tre gange i sit liv. Ellers har der ikke været noget i vejen med ham. Den eneste forandring med Krølle er, at han er begyndt at hoste i løbet af de seneste tre-fire uger. Det lyder ikke så alvorligt, og det lyder ikke som om, der kommer noget med op, når han hoster. Det er værst om aftenen og om natten, eller når han bliver glad eller ophidset på anden måde. Så kan han pludselig gå i stå, stå stille på samme sted og hoste i op til flere minutter. HR troede i begyndelsen, at Krølle var blevet forkølet eller fået noget, han har hørt kaldes kennelhoste. Men da det har stået på så længe, er han bange for, der er noget andet i vejen og vil gerne høre, hvad vi tror, det kan være. ?Efter at have læst om Krølles symptomer tror jeg ikke, han er eller har været forkølet. Jeg vil ikke udelukke, at Krølle kan have haft kennelhoste. Vi har i efteråret haft en del tilfælde af kennelhoste, som nærmest kan beskrives som halsbetændelse. De fleste hunde kommer over sygdommen af sig selv, men da den er meget smitsom, skal man passe på sin hund, så den ikke bliver smittet og heller ikke smitter, hvis den har sygdommen. Krølle kan også have et problem med sit hjerte. Det er ikke ualmindeligt, at ældre hunde får problemer med hjerteklapperne. Hvis de ikke lukker tæt nok sammen, bliver blodet ikke pumpet godt nok rundt i kredsløbet, og der kan som følge heraf ophobes væske i lungerne, hvilket kan medføre hoste. Det kan heller ikke udelukkes, at Krølle har fået bronchitis, og der kan i værste tilfælde være tale om, at han har svulster i lungerne. Symptomerne på de nævnte sygdomme kan være vanskelige at skelne fra hinanden, så jeg synes bestemt du skal tage kontakt til din dyrlæge og få Krølle undersøgt. Det kan være nødvendigt både at tage røntgenbilleder, få foretaget hjertescanning og få lavet undersøgelse med EKG på ham, men det er vigtigt at få stillet den rigtige diagnose, før der sættes en behandling i gang. Er din egen dyrlæge ikke i stand til at lave ovennævnte undersøgelser, kan du blive henvist til et Dyrehospital, der har mulighed for at lave undersøgelserne. Gregers Gregersen Dyrlæge