Slik for et musicalglad hjerte

MUSICAL "Klokkeren fra Notre Dame" Vor Gud Han er så fast en borg. I hvert fald indtil et stykke varm hud med faste balder og kåde øjne kommer forbi. Sådan kan moralen i "Klokkeren fra Notre Dame" mavesurt sammenfattes. Den klassiske roman af Victor Hugo er et menneske- og samfundskritisk værk, men klædt i en særpræget kærlighedshistorie er den også stor underholdning. Ikke mindre i Det Danske Teaters musicaludgave. Lækre kostumer, letløbende dialoger, en begærets sylespidse trekant mellem en liderlig præst, en vanskabning i identitetskrise og en smækker sigøjnertøs. Det er slik for et musical-sygt hjerte. Endda toppet med et humørsygt borgerskab, der altid er klar til at klynge nye syndebukke op. Klokkeren selv, Quasimodo, er tonet ned. I en lang periode forsvinder han ud af stykket, og lader andre sider af historien træde klarere frem. Præsten Frollo, der så gerne vil være from, men har fandens svært ved det, fremstår reelt som hovedpersonen med sit pinefulde begær og ditto afvisning af det. Uha, hvad kærlighed kan gøre ved folk, der kun vedkender sig den halvt. De samme skuespillere skifter mellem at være under- og overklasse, luddere og pæne fruer. Der går et par sceneskift inden man opdager det og pointen: At forskellen er ikke så stor. Nok er tiggere og håndlangere rå. Men knive, der føres af en silkeklædt hånd, rammer ofte mere ondt og præcist. "Klokkeren fra Notre Dame" fremstod veloplagt og professionel på den gode måde. Men også uden de helt store højdepunkter. Sebastians musik er vellykket: en elegant lirekasse, som stykket trygt læner sig op ad. Men den sang, der brager gennem alle forbehold og får os nede i salen til at føle os som halvsmeltede snemænd indeni, mangler. Den store musical er også lidt fysisk klemt, når seks rækker med spots lyser ind fra siden, andre fra oven og der ofte er mere end et dusin mennesker på scenen. Meget mindre plads end den Vendelbohus i Hjørring mønstrer kan musicalen simpelt hen ikke opføres på. Stærkest står Donald Andersen som tiggerkongen Clopin. Hans dæmoniske blanding af humor, tragik og musikalitet er - som ofte før - fremragende. Quasimodo kunne til gengæld godt være mere vanskabt. I hvert fald forekommer det mig at have set grimmere eksemplarer af menneskeheden på et morgenværtshus. Men flot og seværdigt, det er stykket absolut. Knud Labohn knud.labohn@nordjyske.dk Gæstespil onsdag af Det Danske Teater på Hjørring Teater, Vendelbohus. Var torsdag på Det Musiske Hus i Frederikshavn. Instruktion: Ina-Miriam Rosenbaum. Scenograf: Jan de Neergaard. Koreografi: Ann Crosset. Opføres også i Aalborghallen 28. november.