Spirituskørsel

Slingrende lastbil stoppet: Chauffør beruset

En polsk lastbil blev sent mandag stoppet for spirituskørsel på motorvejen syd for Aalborg

Foto Michael Koch
Foto Michael Koch

Opdateret kl. 21:45

AALBORG: En polsk lastbilchauffør måtte mandag aften afgive en portion blod, så Nordjyllands Politi kunne få fastslået den alkoholpromille, som lastbilchaufføren kørte sin lastbil med.

- Vi fik en melding fra en trafikant, der kørte bag den polske lastbil, om, at polakken kørte alvorligt slingrende fra side til side gennem Limfjordstunnelen mod syd, fortæller vagtchef Poul Fastergaard, Nordjyllands Politi.

En patrulje blev sendt ud på motorvejen, og ved Rasteplads Dall lykkedes det at få lastbilen stoppet, så chaufføren kunne komme til at blæse i politiets alkometer.

- Det blev blæst godt over det tilladte, og derfor blev chaufføren anholdt og taget med ind på gården, hvor han må afgive blod, så vi kan få bestemt promillen, lyder det fra vagtchefen.

Han glæder sig over, at det lykkedes at få stoppet den berusede polske chauffør.

- Det er tunge køretøjer, de har ansvaret for, og bliver de ført af berusede chauffører, så er det farlige køretøjer at have på landevejene, siger Poul Fastergaard.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden