EMNER

Slingrerkurs hos de liberale

13.10. stemte EU-parlamentet om en rapport om handelen med Kina. Afstemningsresultatet viste igen at protektionismen vinder over idealismen.

Rapporten vil begrænse Kinas mulighed for at konkurrere på lige vilkår med resten af verden. De rige lande liberaliserer kun når det ikke går ud over egen produktion. Af danskerne stemte kun Jens Peter Bonde og jeg imod. Bondes argumenter kender jeg ikke, men jeg går ind for et ægte frit marked, dvs. et marked hvor der er lige muligheder. Er markedet ikke reguleret, forvandler det sig hurtigt til junglen hvor kun de rigeste, de største eller dem med forbindelser har en chance. International handel skal reguleres ved multinationale aftaler, og blandt disse aftaler ser vi gerne skrappe regler miljø og arbejdsmarked. Men alle parter skal behandles ens. Vel er der store problemer med miljø og menneskerettigheder i Kina, men hvis vi skal sætte skrappe krav til Kina må vi stille tilsvarende til alle de andre parter også. Lande med fælles vilkår skal behandles ens. Slingrekursen hos de såkaldt liberale kan f.eks. ses hos Venstres Niels Busk (15.9.). Han undskylder de nye kvoter på tøj fra Kina (et klart brud med den såkaldte Multifiberaftale) med de elendige sociale og miljømæssige forhold i Kina samt med at en ophævelse af særaftaler vil have grimme følger for de (fattige) lande som hidtil har været tilgodeset af handelspræferencer. Men problemet med disse aftaler er at de har bundet ulandene i et slavelignende forhold til f.eks. EU. Skal vi hjælpe de fattige, bør det være med know-how og bistand som kan sikre en udvikling på områder hvor de på længere sigt vil kunne konkurrere på verdensmarkedet. Derudover bør de få mulighed for at sælge deres produkter til EU uden at skulle kæmpe med toldmure og groteske landbrugsubsidier. Mens EU bør sætte sit marked frit, skal verdens fattigste lande - som det har været tilfælde med alle økonomier på vej frem - have lov til i en periode at beskytte og støtte deres eget marked og egen produktion. Men det gælder kun dem. Til dem der er komme noget på fode, skal vi stille krav til arbejds- og miljøstandarder, (her er jeg enig med Niels Busk) men det må ske i det internationale aftalesystem, især WTO. Men her står EU svagt, fordi den slags krav kun rejses når EU har en egenproduktion at beskytte. Skal vi have troværdighed, må vi være værd at tro på. Først når vi fjerner toldmure og al skadelig landbrugsstøtte, vil der blive lyttet til alle vores flotte ord om værdierne. Ved de kommende WTO forhandlinger i december bliver det interessant at se, om Venstres landbrugskommissær Mariann Fischer Boel står ved sine tidligere udsagn eller om hun som sin partifælde ender på slingrekursen. Jeg håber inderligt at hun holder stand imod det pres som bl.a. Frankrig har lagt på kommissionen, så hun ikke falder i den protektionistiske fælde. Modellen med global frihandel har aldrig været prøvet – EU, USA og Japan har aldrig været med. Skulle vi ikke omsider gøre forsøget?