EMNER

Slip børns følelser løs

Måske har det længe været sådan, eller måske har fænomenet bare spredt sig de seneste tre-fire år? Jeg kan bare konstatere, at jeg møder og får henvendelser fra flere og flere forældre fra hele Europa, hvor forældrene problematiserer deres børns følelsesmæssige reaktioner. En mor beskrev, hvordan hun hver morgen måtte love familiens toårige en pose med vingummibamser for at få hende til at gå fra husets entre til bilens bagsæde. Forhistorien bestod af flere morgener, hvor datteren havde nægtet og været frustreret, vred og ked af at skulle af sted. I desperation havde moren fundet på at bestikke hende med en pose slik og ville nu gerne vide, hvad jeg mente om det, og hvad hun eventuelt kunne gøre i stedet for. Da jeg foreslog, at hun bare venligt og bestemt skulle bære barnet ud i bilen og lade hendes protester klinge ud over kvarteret, afviste hun forslaget med henvisning til barnets følelsesudbrud, ”Jeg vil jo, at min datter skal være harmonisk” var hendes begrundelse. Alle disse forældres udsagn siger noget lignende: Børnene skal være glade, harmoniske, søde og fornuftige. Når jeg i et mislykket forsøg på at være pædagogisk spørger forældrene, om de altid selv er søde og fornuftige, svarer de oftest, ”Ikke altid, men jeg prøver jo at være et positivt forbillede.” Denne tendens er både trist og skræmmende. Den er trist, fordi vi allerede en generation efter at menneskets følelsesliv blev sluppet fri af pænhedens fængsel, tilsyneladende er på vej til at forbyde dem igen. En åben udveksling af følelser er af stor betydning for kvaliteten af de mellemmenneskelige relationer, som gør familien til et meningsfuldt sted at leve. Dette gælder hele det følelsesmæssige spektrum, inklusive de følelser vi oplever som irrationelle og uforståelige. Derfor er det trist, hvis forældre kun vil acceptere kammertonen og de to nabotangenter, og kun oplever, at de har succes som forældre, når deres børn ligner Teletubbies. Det er skræmmende, fordi konsekvenserne er så alvorlige. Halvdelen af disse børn samarbejder (tilpasser sig forældrenes forventninger og krav) ved at lægge låg på de følelser, som forældrenes selvbillede eller image ikke tåler, og dermed kan de hverken udvikle en sund selvfølelse eller den nødvendige livskundskab. Resultatet viser sig i puberteten, når de enten slipper alle de opstemmede følelser løs i et destruktivt kaos eller falder hen i depressivitet og selvmordstanker, fordi livet synes glædesløst og uden mening. Den anden halvdel af børnene samarbejder ved at være næsten konstant utilfredse, frustrerede og i evige magtkampe med forældrene - magtkampe hvis egentlige tema er børnenes ret til at være glade, triste, bange, vrede, rasende og fortvivlede uden at blive oplevet som et problem for forældrene. Jeg forsøgte at forklare moren med vingummibamserne, at en forudsætning for, at mennesker kan udvikle sig harmonisk, faktisk er, at der er tid, plads og ikke mindst anerkendelse af disharmonien. At kun børn, der får mulighed for at udtrykke hele deres følelsesregister i hele opvæksten har muligheden for at udvikle sig på en måde, hvor de ved, hvordan de skal finde tilbage til harmoni og balance, når de mærker, at de har mistet balancen. Jeg forsøgte også at forklare hende, at forældre ikke har nogen gudgiven pligt til at være ”positive” forbilleder for deres børn, og at der efter min erfaring slet ikke findes positive forbilleder. Der findes kun forbilleder, og børn lærer præcis lige så meget og lige så godt af det vi kan, og det vi ikke kan. Denne mor og alle de andre forældre, som har stillet sig selv og deres børn dette benhårde og umulige krav om helst at skulle være søde, harmoniske og fornuftige hele tiden, kan roligt slippe deres egne følelser løs også. Børn tager ikke skade af at opleve deres forældres følelser. Heller ikke de voldsomme og irrationelle. Det er faktisk den eneste måde, børn kan udvikle deres medfødte evne til empati på og en stor del af det moderne pædagoger kalder social kompetence. Hvordan skal de kunne blive kloge på andre mennesker, hvis deres forældre nægter sig selv at være menneskelige? Hvordan skal de kunne respektere og drage omsorg for andre menneskers følelser, hvis de ikke må lære deres egne at kende, fordi de ikke passer ind i forældrenes forestillinger om, hvordan en familie bør være. Forældrene må lære sig tålmodighed. Først når et barn har udviklet et indgående kendskab til sine egne følelser og reaktioner, og dermed lagt grunden til en sund selvfølelse, kan det som ung og voksen forholde sig til andre mennesker uden at være styret af tilfældige følelser. En normal god barndom indeholder tusindvis af frustrationer, hundredvis af tab med efterfølgende sorg og fortvivlelse, tusinder af konflikter som gør os vrede og så forhåbentlig også en masse som gør os glade, ekstatiske, lykkelige og veltilpasse. Jeg ved godt, at mange af disse harmonifikserede forældre gør, hvad de gør med udgangspunkt i seriøse overvejelser og diskussioner og i oprigtig kærlighed til deres børn. Dem beder jeg om at tænke en gang til. Andre vælger denne stil, fordi de udgør det, vi kalder ”den mindste modstands vej”. Enten tåler de ikke konflikter, ved ikke hvad de skal stille op med dem, eller også er de bare dovne og søger den hurtigste vej til fred og ro. Men selv om forældrenes bevidste og ubevidste motiver for at vælge harmonien som ideal spiller en stor rolle for både deres eget velbefindende og for børnenes udvikling, har de det til fælles, at deres børn ender med at mangle den fundamentale livskundskab, som gør det muligt for dem at klare sig som mennesker. Hvis der blandt mine læsere findes forældre, som genkender sig selv i noget af det, jeg her har skrevet, og enten er lodret uenige med mig eller i tvivl om deres egne mål og handlinger, hører jeg meget gerne fra jer. Dette er så alvorligt, at vi må snakke mere om det.