Sukkersyge

Slip for lysten til vingummi

Leder du også efter en måde at slippe uden om chokoladen, der ligger og lokker i skuffen? Se hvordan du lader de søde sager ligge

Du kender det sikkert alt for godt. Chokoladen hopper op i munden af sig selv, og posen med vingummi er væk på et splitsekund. Men der er en nem måde at komme af med sukkertrangen på, lover klinisk diætist Jeanette Kyster fra Kost-Klinikken Immanuel. Det handler om at få et stabilt blodsukker. - Langt de fleste har et ustabilt blodsukker, fordi de spiser en stor mængde stivelse i forhold til protein og fedtstof. Det påvirker i høj grad blodsukkeret, og når det svinger meget, får man mere og mere lyst til sukker og stivelsesholdige madvarer, siger Jeanette Kyster til Alive.dk. Morgenmad er vigtig mad Du skal først se på, hvad du putter i munden, når dagen gryr. - Hold dig til proteinrig morgenmad. Det kan eksempelvis være knækbrød med ost, fromage frais eller en portion æg med skinke. Du skal spare på kuldraterne, siger Jeanette Kyster, der påpeger, at frugt, sukker, hvedemel og speltmel er med til at gøre dit blodsukker ustabilt og dermed give dig lyst til sødt. Heller ikke havregrynene er gode for dig, hvis du har problemer med blodsukkeret. Undgå at spise frugt alene Når du bliver sulten i løbet af dagen, er det heller ikke ligegyldigt, hvad du putter i munden. Du kan for eksempel spise knækbrød med ost, nødder og lidt frugt. Men spis ikke frugten alene. - Frugt er med til at give ustabilt blodsukker, så hvis du spiser frugt, skal du helst spise lidt nødder til, der stabiliserer det igen. Men mandler alene kan for mange tilfredsstille den søde tand, siger Jeanette Kyster til alive.dk. Proteinrigt er vejen frem Rugbrød med pålæg som fisk, ost eller kød duer til frokost. - Og det er det samme princip om aftenen. Spar på stivelsen og spis godt med protein og grønt. Og pas på med majs og ærter til middagen, for de er også fyldt med stivelse, siger Jeanette Kyster.