Slip nemt af med batterierne

Kommunen forsøger sig med billig indsamlingsform

SKØRPING:Så kan det næsten ikke blive nemmere. Fra nu af kan borgerne i Skørping Kommune aflevere brugte batterier sammen med husholdningsaffaldet. Det vil sige: De skal selvfølgelig lige sorteres fra det øvrige affald, det er hele ideen. Det nye er, at man ikke behøver transportere batterierne hverken til supermarkedet eller til genbrugspladsen. Man skal bare putte batterierne i en gennemsigtig plastpose, for eksempel en frysepose, og lægge dem oven på skraldespanden. Så tager skraldemanden batteriposen med, når han alligevel henter dagrenovation eller papir og pap. - Nu er der ikke rigtig nogen undskyldning mere. Det skulle da lige være, at man ikke har en frysepose. Men det burde jo ikke være det, der ødelægger budgettet i hjemmene, mener Lene Farving fra Skørping Kommune. Hun lægger meget vægt på, at det er en nem løsning for borgerne: - Borgerne i kommunen er i forvejen gode til at sortere. Det kommer også af den vægtbaserede ordning. Men et lille batteri vejer jo ikke meget, så man kan godt være fristet til at dumpe det i skraldespanden, hvis man ellers skal til at køre med det. Jo nemmere det er at aflevere til genbrug, jo mere vil man gøre det, siger Lene Farving. Indsamlingen af batterier sættes foreløbig i værk som et forsøg resten af året. Renovationsselskabet er kommet kommunen i møde og har foreslået, at hver lastbil bare får en kurv med rundt til poserne med batterier. - Vi har heldigvis også fået en fornuftig pris på det, 4000 kr. for perioden. Det er én krone pr. husstand med kommunal renovationsordning. Så det er heller ikke det, der slår budgettet i stykker. Og hvis der bliver genanvendt mange batterier, tjener det jo sig selv ind, forklarer Lene Farving, som er spændt på, hvor mange kilo der samles i løbet af det næste halve år. Hvis der for eksempel samles et ton batterier, der sendes til genanvendelse i stedet for forbrænding, sparer man tilsvarende både statsafgift og behandlingsafgift for et ton affald på Reno Nord. - Så det er ikke altid, genbrug koster noget. Det kan vise sig, at det går lige op og dermed nærmest bliver gratis, siger Lene Farving. Formanden for udvalget for teknik og miljø, Henrik Christensen (S), er også spændt på resultatet: - Vi har jo desværre ikke rigtig noget statistik på, hvor mange batterier de samler ind på vores genbrugsplads i dag. Men hvis det viser sig, at vi får det samme gode resultat som andre kommuner, der har prøvet denne løsning, så vil vi da helt sikkert fortsætte ordningen, siger han og kalder det også et tiltag, der "stort set er gratis". Lene Farving oplyser, at de nuværende bokse, som er placeret rundt omkring i for eksempel supermarkeder og på rådhuset, fortsat kan bruges til at aflevere batterier i. De tømmes af personalet på genbrugspladsen: - Og de er stuvende fulde hver gang, siger hun og udtrykker stor optimisme med hensyn til den nye forsøgsordning: - Det ville også være lidt underligt at stoppe med sådan et tilbud igen. Så skal vi ikke satse på, at det bliver en succes?