EMNER

Slipper for hovedregning

Bridgeklub har investeret i ny elektronik

It-ansvarlig Erik Mølgaard demonstrerer for Jan Knudsen det ny elektroniske hjælpemiddel i Ravnkilde Bridgeklub. Privatfoto

It-ansvarlig Erik Mølgaard demonstrerer for Jan Knudsen det ny elektroniske hjælpemiddel i Ravnkilde Bridgeklub. Privatfoto

Fremover får Ravnkilde Bridgeklub nemmere ved at registrere resultaterne, når de 40 aktive medlemmer hver torsdag mødes omkring spillebordene. Med støtte fra Sparekassen Hobro har klubben nemlig investeret i ny elektronik, som hjælper spillere og turneringsledelse med at udregne resultaterne. Der er tale om små, specialudviklede elektroniske terminaler, bridgemates, der placeres ved hvert bord. Spillerne indkoder deres meldinger og resultatet af hvert spil, og bagefter overføres oplysningerne trådløst til en computer, der så beregner vindere og tabere her og nu. - Systemet sparer os for en masse arbejde både før og efter hver turnering, fortæller Erik Mølgaard, der er it-ansvarlig i Ravnkilde Bridgeklub. Samtidig sker der færre fejl, fordi terminalerne overflødiggør noget hovedregning, der hidtil er foregået ved spillebordene og ikke mindst får spillerne besked om deres spil med det samme.