Fugle

Sløjt besøg på fugleudstilling

Fær­re fug­le og men­ne­sker til ud­stil­ling i Hjør­ring i år.

Fær­re fug­le og men­ne­sker til ud­stil­ling i Hjør­ring i år.

HJØRRING:86 volierer i forskellige størrelser - med lige så forskellige fugle i alverdens mulige og umulige farvesammensætninger. Samt en lang række stande med forskellige hobbyarbejder. Det var udbuddet på den årlige fugleudstilling i badmintonhallen i Hjørring i weekenden. Og det var ikke helt tilfredsstillende, ligesom antallet af gæster kunne have været bedre. - Vi har knap så mange stande, som vi plejer. Og færre gæster, sagde formanden for Fugleforening for Hjørring og Omegns udstillingsudvalg, Kaj Jeppesen. Der var dog ingen dommedagsprofetier omkring udstillingen, som nok kunne have været større - men som dog stadig kommer til at give foreningen et mindre overskud. - Til gengæld har kvaliteten af fuglene været rigtig god i år, så der har virkelig været noget at kigge på, sagde han. Kaj Jeppesen tør ikke gætte på årsagen til den dalende interesse for fugle i volierer, men han har et gæt. - Der kommer mere og mere fokus på beskyttelse af truede fuglearter og illegal indsmugling. Og der er nogle lande, som ikke længere tillader eksport af bestemte fugle, så det er sikkert en medvirkende årsag. Der er fugle her i hallen, som vi kun kan beholde i Danmark, hvis vi avler på dem, vi har, sagde han. Men hvor hallen var knapt så fyldt som den plejer at være til den årlige udstilling, var rammen udfyldt som traditionen efterhånden byder - med grønne blade og en udsmykning, som matchede hallens grønne vægge og gav vage mindelser om lidt regnskov. Også selv om der på en af standene blev solgt og vist noget så menneskeligt som gamle mønter.