Slog 89-årig kvinde og stak af på scooter med frossen oksesteg og en kylling

Tyveri udviklede sig til røveri, da gerningsmand slog en ældre kvinde over armen

Susie Skov
Modelkylling: Colourbox
Tyveri 11. oktober 2018 11:08

HADSUND: En tilsyneladende sulten mand slog onsdag aften til på en privatadresse i Hadsund, hvor han gik på jagt i en fryser, der stod placeret i et skur.

Episoden fandt sted klokken 22, hvor den 89-årige beboer på stedet og ejer af fryseren overraskede gerningsmanden.

- Hun er en frisk, ældre kvinde, som tog sagen i egen hånd. Hun forsøgte at tilbageholde ham ved at lukke døren, men han slog hende over armen og stak af, fortæller Simon Jacobsen, fungerende politikommissær ved Nordjyllands Politi.

Han tilføjer, at kvinden ikke kom til skade i forbindelse med slaget, men idet hun blev slået, udviklede tyveriet sig til røveri.

Da gerningsmanden slap fri, stak han af på en scooter. Med sig havde han en frossen oksesteg og en kylling.

- Han beskrives som dansk, 175-185 cm høj, 20-30 år, sort jakke og bar en tophue, oplyser Simon Jacobsen

Hvis man har oplysninger i sagen, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...