Slog bundhold i målrig kamp

Team VHs divisionsdamer vandt over Aalborg HK

Det blev til den ventede sejr til Team Vesthimmerlands håndbolddamer i 2. division, da bundholdet Aalborg HK tog imod lørdag eftermiddag. Sejren blev på 39-32 efter en halvlegsføring på 20-15. Hjemmeholdet fulgte med i kampens første kvarter til stillingen 12-12. Herefter trak damerne fra Vesthimmerland fra og skabte sig et hul på fem mål ved pausen. Hullet blev straks i anden halvleg forstørret til 8-9 mål og kampen i realiteten afgjort. -I de sidste 20 minutter kørte vi nærmest på cruise control, fortæller træner Sune Sørensen. Afgørende for Team Vesthimmerlands sejr var, at forsvaret kom på plads efter et kvarter. Herved kom Team Vesthimmerland til nogle nemme mål og Aalborg HK scorede kun tre gange i den sidste del af første halvleg. -Michel Nielsen spillede stærkt i forsvaret og tog brodden af Aalborg HK's bedste spiller, ligesom Christina Madsen i målet stod stærkt, siger Sune Sørensen. Målscorere hos Team Vesthimmerland var Tanja Logvin 7, Pernille Pedersen 6, Rikke Christensen 6, Rikke Madsen 6, Vibeke Jakobsen 5, Linette Troelsen 4, Michel Nielsen 3, Rikke Heisz 1 og Mette Ovesen 1.