EMNER

Slog fartskriveren fra med stor magnet

Nordjysk lastbilchauffør mister kørekortet i et halvt år.

En stor magnet slog både fartskriver og kontrol af køre-hviletid fra, så chaufføren kunne køre som han ville. Tegning: Jens Andersen

En stor magnet slog både fartskriver og kontrol af køre-hviletid fra, så chaufføren kunne køre som han ville. Tegning: Jens Andersen

En 34-årig nordjysk lastbilchauffør havde sat en magnet på størrelse med en hånd på gearkassen i sin lastbil og fik på den måde slået både fartskriver og kontrollen af køre- og hviletiden fra. Men snyderiet blev opdaget, da politiet foretog en rutinemæssig kontrolaktion ved Støvring, hvor lastbilen blev vinket ind. Ved at studere fartskriveren opdagede politiet, at lastbilen var sat til at være på hviletid på selv samme tidspunkt, som da den kørte henover brovægten på rastepladsen ved Støvring. Derfor fandt betjentene frem til magneten. Skulle hjem til sønnens fødselsdag Chaufføren forklarede i retten, at han var blevet forsinket og havde travlt, fordi han havde lovet at komme hjem til sønnens fødselsdag. Derfor havde han brugt magneten, men det var kun sket på strækningen fra Randers til rastepladsen. Retten gav manden en bøde på 23.000 kroner og en ubetinget frakendelse af kørekortet i et halvt år, oplyser anklager Mette Haugen, og den dømte har nu 14 dage at anke i. Vognmand får bødeforlæg - Vi ved ikke, hvor meget magneten er blevet brugt, og det blev jo kun opdaget, fordi han blev stoppet i en kontrolaktion, siger Mette Haugen. Chaufførens vognmand kan nu imødese en retssag med et bødeforlæg på 46.000 kroner hængende over hovedet.