Slog og røvede 80 kroner fra chauffør

20-årig mand fra Aalborg dømt betinget fængsel og samfundstjeneste efter overfald på buschauffør.

En 20-årig mand fra Aalborg blev ved byretten onsdag dømt seks måneders betinget fængsel med en prøvetid på to år samt 80 timers samfundstjeneste for at have slået og røvet en buschauffør. Overfaldet skete lørdag 23. oktober 2010 en halv time før midnat i en bybus, som kørte i Gistrup ved Aalborg. Slog med knytnæver Den 20-årige mand, som den gang var bosat i Hjørring, var eneste passager i bussen, da han slog chaufføren flere gang med knytnæver i ansigtet, inden han tog 80 kroner fra bussens pengeautoamt. Manden havde drukket og sagde i retten, at han ikke kunne huske, hvad der var sket. Han er ikke tidligere straffet, men retten fulgte anklager Susanne Hansens opfordring til at tage med i strafudmålingen, at røveriet var gået ud over en buschauffør, der betjente en offentlig buslinje. - Det er jo en person, som blot passede sit job og sikrede, at bussen kørte til tiden og derfor var ekstra udsat, siger anklageren.