Slog og stak med flaske - fik straksdom

29-årig mand fra Nørresundby skal i fængsel i fem måneder for voldsomt overfald på 39-årig aalborgenser

Jens Hukiær
Arkivfoto
Vold 15. september 2018 15:06 - Opdateret 15. september 2018 16:30

AALBORG: En 29-årig mand fra Nørresundby skal fem måneder i fængsel, efter at han lørdag morgen ved 04.30-tiden først slog en 39-årig mand med en flaske og derefter to gange stak den 39-årige i hovedet med den smadrede flaske.

Det oplyser anklager Majbrit Bak, Nordjyllands Politi efter et grundlovsforhør, der på grund af en fuld tilståelse fra den 29-årige blev fremmet til et egentligt retsmøde med straksdommen til følge.

Overfaldet på den 39-årige fandt sted på Mallorca Bar på J. F. Kennedys Plads i Aalborg.

- Den 29-årige sad på en barstol. Han tog en ølflaske og tildelte en den 39-årige, der sad ved siden af ham, et slag med ølflasken, så den smadredes, forklarer anklageren.

Stak to gange

Derefter holdt han den 39-årige mand fast og stak ham to gange med den smadrede flaske, så den 39-årige fik en flænge på mellem seks og otte centimeter lang og fem centimeter bred.

Den 39-årige overfaldne mand besvimede efterfølgende, men blev siden kørt på Aalborg Universitetshospital, hvor han blev syet. Han var ikke i livsfare og er nu ifølge anklageren kommet hjem igen.

- Vi havde en video fra Mallorca Bars videoovervågning, hvor vi kunne se, at han gjorde det, vi havde skaderne dokumenteret og billeder af det, og der var ingen forudgående provokationer fra den overfaldnes side, forklarer Majbrit Bak.

- Den 29-årige har noget fortid med lignende kriminalitet, og derfor kunne han ikke idømmes en betinget straf med vilkår om samfundstjeneste, så det blev til en straksdom på fem måneders ubetinget fængsel, fortæller anklageren.

Skærpet straf

En lovændring fra 1. maj i år giver endda mulighed for en skærpet straf, hvis der bruges kniv eller et lignende stikvåben, og det argumenterede anklageren for var tilfældet med den smadrede flaske, og derfor tog hun forbehold for en eventuel anke af straksdommen.

- Vi skal nu sammen med statsadvokaten vurdere, om dommen skal ankes, siger Majbrit Bak.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...