Aalborg

Slog til tre gange

NORDJYLLAND:Tre gange lige efter hinanden nytårsaften truede den samme gerningsmand personalet på tre tankstationer til at udlevere penge, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Søren Pejtersen. Først gik det ud over Shell på Hobrovej i Aalborg kl. 22.45. Her fik gerningsmanden udleveret 1000 kroner ved at true med kobenet. Manden stak af i en hvid VW Golf. En halv time senere kørte den hvide Golf så ind på Shell-tanken på motorvejen ved Haverslev, og en mand med et koben truede sig her til 350 kroner. Få minutter senere befandt den hvide Golf sig på den anden side af motorvejen - nemlig på Q8-tanken. Her forsøgte manden igen at få udleveret penge ved at true med kobenet, men da det ikke lykkedes, smadrede han nogle stativer i butikken, inden han forsvandt. Den hvide Golf blev fundet fredag eftermiddag i udkanten af Støvring, men politiet leder stadig efter gerningsmanden. - Vi er ret sikre på, at det er den samme gerningsmand, og vi får overvågningsbilleder af ham, så vi skal nok fange ham, siger vagtchef Søren Pejtersen. Nordjyllands Politi hører gerne fra folk, der har set den hvide VW Golf. Den har registreringsnummer XX 27 358.

Forsiden